Pårørende: »Vi accepterer nyheden om tragedien. Det er skæbnen«

En pårørende til de 239 ombord på MH 370, der ifølge de malaysiske myndigheder formentlig ikke har overlevet flyets styrt i den sydlige del af Det Indiske Ocean, bliver kørt væk på en båre.
En pårørende til de 239 ombord på MH 370, der ifølge de malaysiske myndigheder formentlig ikke har overlevet flyets styrt i den sydlige del af Det Indiske Ocean, bliver kørt væk på en båre.
Lyt til artiklen

Pårørende til de 239 ombordværende på MH 370 fik den hjerteskærende nyhed om, at det forsvundne fly er styrtet ned i den sydlige del af Det Indiske Ocean, kort inden resten af verden blev informeret.

Det skete på et hasteindkaldt møde i Beijing, hvor de fik at vide, at ingen formentlig har overlevet.

»Vi accepterer nyheden om tragedien. Det er skæbnen«, siger faderen til den 29-årige flytekniker, der har tiltrukket sig særlig opmærksomhed i løbet af efterforskningen på grund af sin ekspertviden om fly, til nyhedsbureauet AP.

LÆS OGSÅ Malaysia Airlines: Vi må gå ud fra, at MH370 er styrtet

Han oplyser, at Malaysia Airlines endnu ikke har oplyst, om de pårørende nu bliver fløjet til Australien, der leder eftersøgningen efter de objekter, der er blevet spottet omkring 2.500 kilometer sydvest for den australske by Perth.

Det er flere tusinde kilometer væk fra MH 370-flyets oprindelige rute mellem Kuala Lumpur og Beijing.

De pårørende fik nyhed på sms
Mange af de pårørende har på grund af det hasteindkaldte møde været samlet på flere hoteller i den kinesiske hovedstad.

Malaysia Airlines har desuden informeret de pårørende via SMS.

»Malaysia Airlines udsendte ikke KUN en sms. Nyheden blev overbragt til alle familier ansigt til ansigt af vores ledelse«, skriver flyselskabet i en meddelelse ifølge avisen The Guardian.

Pårørende indkaldt til hastemøde om forsvundet fly

Ifølge flere medier, der er til stede på hotellet, er flere pårørende brudt grædende og fortvivlede sammen.

En kvinde besvimede, da hun overværede pressekonferencen. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua er mindst én blevet kørt væk fra hotellet på en båre.

En anden pårørende slog ud efter et af kameraerne på hotellet, skriver den britiske avis The Guardian, mens ABC's udlandsredaktør Jon Williams og Malcolm Moore, der er Beijing-korrespondent på den britiske avis The Daily Telegraph på Twitter skriver, at der er udbrudt håndgemæng, og at politiet er blevet tilkaldt.

Ny teknologi har båret frugt

De malaysiske myndigheder baserer deres konklusion på MH 370's skæbne på, at engelske eksperter via satellitsignaler har kunnet spore sig frem til, at flyet er fløjet langs den sydlige korridor og er styrtet ned i den sydlige del af Det Indiske Ocean.

Satellitterne viser, at flyets sidste position var meget langt ude over havet og dermed langt fra en mulig landingsplads.

Ifølge den malaysiske ministerpræsident, Najib Razak, der stod for at fortælle verden nyheden om det forsvundne fly i dag, er det første gang nogensinde, at den type analyse er blevet brugt i en efterforskning som denne.

LÆS OGSÅ Australsk fly finder muligt stykke fra savnet fly

26 lande har deltaget i eftersøgningen af det forsvundne Malyasia Airlines-fly - både til vands og i luften. I dag har 10 fly og flere skibe ledt efter de observerede objekter, der menes af være fra MH 370.

I løbet af den 17 dage lange eftersøgning har man søgt efter flyet i et område, der er næsten lige så stort som hele USA.

Eftersøgningen efter vragdele fortsætter igen i morgen lokal tid, hvor de malaysiske myndigheder vil afholde endnu et pressemøde og uddybe deres viden.

Jakob Stig Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her