Svær opgave: Redning af grotteklatrer går ind i sidste fase

Lyt til artiklen

Den tyske grotteklatrer Johan Westhauser, der 8. juni blev slemt tilredt efter et stenskred i de mere end 1.000 meter dybe Riesending-grotter, bliver formentlig bragt op til overfladen i morgen eller fredag.

Det oplyser redningsmandskabet, som i dagevis har arbejdet med at bære den kvæstede mand op gennem det snævre grottesystem nær den østrigske grænse og Berchtesgaden i de tyske alper.

Johan Westhauser befandt sig i morges omkring 400 meter fra jordoverfladen, skriver AP og BBC.

Den sidste fase af redningsaktionen påbegyndes, når redningsmandskabet har fået otte timers søvn.

De sidste 400 meter op gennem grottesystemet byder på store udfordringer. Først skal redningsmandskabet få Johan Westhauser bukseret op ad en lodret strækning - her udfordres indsatsen desuden af vand, der løber ned ad de lodrette klippevægge.

Herefter følger omkring 180 meter, hvor pladsen er så tilstrækkelig, at Johan Westhauser kan hejses opad ved hjælp af reb og trisser.

Slutteligt følger en smallere skakt, inden holdet når overfladen. Så snart redningsaktionen er overstået bliver Westhauser fløjet direkte til hospital.

To læger med i grotten

Redningsmandskabet består af specialister fra både Italien, Østrig og Schweiz. To læger er med nede i grotten, hvor de løbende holder øje med Johan Westhausers fysiske tilstand. Hans tilstand er senest beskrevet som stabil, og at han er i stand til at signalere med hånden til redningsfolkene.

Der gik fire dage, fra Johan Westhauser blev kvæstet i hoved og bryst, til de første læger nåede frem. Westhauser befandt sig i grotten sammen med to andre, da stenskredet overraskede dem. Den ene af de to blev hos den kvæstede Westhauser, mens den anden - efter 12 timers klatren op - kunne tilkalde hjælp. 13. juni begyndte den storstilede redningsaktion.

Johan Westhauser er en yderst erfaren grotteklatrer. I 1990'erne var han med til at opdage grottesystemet, der er Tysklands dybeste og længste - og arbejdede i de følgende år med på det hold, der kortlagde området.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her