I fem frygtelige uger har mexicanerne med stigende fortvivlelse fulgt de forgæves anstrengelser for at finde 43 forsvundne unge lærerstuderende, der blev kidnappet i delstaten Guerrero og frygtes myrdet af narkoforbrydere i samarbejde med politiet.
Regeringens manglende evne til at opklare sagen, trods dens talrige løfter, har atter bestyrket befolkningens mistanke om, at narkokartellerne reelt har taget magten i landet, og at Mexico for hver dag synker længere ned i en sump af korruption, vold og forbrydere, der går fri for straf.




























