De kom igen i går og i nat: Tv-reportagerne viste de efterhånden kendte billeder af redningsfolk, som bærer babyer og små børn i land fra redningsfartøjer, mens deres forældre – hvis forældrene i det hele taget ledsager børnene – forsøger at holde styr på de få ejendele, de har med på rejsen til et nyt kontinent og en ny tilværelse.
600 nyankomne til Palermo, 45 til Trapani, 300 til Porto Empedocle. Time efter time offentliggør medierne listen over redningsfartøjer, som bringer nye flygtninge og migranter til de sicilianske havne, mens denne dramatiske monotoni bliver brudt af rystende beretninger.
De kommer blandt andet fra Libyen. Et italiensk fiskefartøj menes kapret ud for Libyens kyst med den italienske besætning om bord, og myndighederne frygter, at en lokal milits står bag.
For menneskesmuglerne udnytter det totale kaos i landet, hvor militser og væbnede grupper kontrollerer flere havnebyer og dermed også ’trafikken’ i retning mod Italien. Mindst en af disse militser har meldt sig under Islamisk Stats banner.
Imens fastholder flere EU-lande deres afvisning af at deltage i redningsaktioner, og mens EU-kommissionen fortsat forholder sig passiv, skærer den italienske admiral Domenico De Michele igennem: »På havet er det påbudt at komme skibbrudne og mennesker i fare til hjælp«, siger han til avisen La Repubblica.
Det er klar tale fra admiralen, der ligesom hovedparten af landets politikere udmærket ved, at Italien ligesom Malta betaler en høj pris for at være nabo til Libyen, hvor omkring 500.000 mennesker fra Mellemøsten og hele Afrika ifølge flere eksperter venter på at krydse Middelhavet.
Angribe ondets rod
Der kan være tale om flere – eller færre. Ingen har f.eks. tal på de migranter og flygtninge fra lande som Mali, Senegal, Ghana og Syrien, som i disse timer er på vej mod Libyen. Kendsgerningen er, at de er på vej til Libyen og derfra til Europa.
Muligvis vover flere forsøget i forhåbningen om, at de i tilfælde af problemer på havet bliver samlet op af redningsfartøjer eller de fragt- og tankskibe, som i mange tilfælde deltager aktivt i eftersøgningen af skibbrudne og dermed gør mere end deres pligt.
Dødstallet i Middelhavet stiger drastisk efter drukneulykker på stribeMen det er ikke afgørende. Argumentet om, at redningsaktionerne virker som en magnet, som er flere EU-landes argument, holder ikke, lyder det fra eksperter fra for eksempel Den Internationale Organisation for Migranter, IOM, samt FN’s højkommissær for flygtninge, Antoni Guterres.
Redningsindsatsen er afgørende på kort sigt. »Men vi bliver nødt til at tage fat om ondets rod«, lyder det fra den italienske regeringschef, Matteo Renzi.
International styrke?
Centrum-venstre politikeren Matteo Renzi ved udmærket, at roden er krige og fattigdom. Men for Italien hedder den lige nu Libyen. Efter det vestlige angreb på diktatoren Moamar Gaddafi i marts 2011 og styrets fald senere på året har det totale kaos bredt sig i landet, der reelt er uden regering.
Våben fra diktatorens store lagre er spredt over hele Nordafrika og Sahel-regionen, og militser kontrollerer dele af landet og flere havnebyer, muligvis i samarbejde med terrorgrupper, som flere italienske undersøgelsesdommere antyder.
Italien anholder flygtninge for at smide kristne over bordDerfor ønsker Italien en international aktion for at stabilisere Libyen. »Vi har diskuteret i flere måneder. Men nu er det påtrængende, og vi kan ikke vente længere. Italien kan ikke have et kalifat, som hersker på kysterne lige over for os«, sagde forsvarsminister Roberta Pinotti for nylig til avisen Il Messagero.
Italienerne tilbyder at stille sig i spidsen for en international styrke med FN-mandat, som skal forsøge at stabilisere situationen i Libyen.
Situationen er fastlåst
I sig selv er opgaven vanskelig. Et af de mange spørgsmål er, hvor lang tid en sådan operation kommer til at vare – og de politiske og eventuelt militære omkostninger er uoverskuelige.
I selve Libyen har hverken Italien eller andre vestlige lande grupper, de kan forhandle med på trods af, at Italien som tidligere kolonimagt kender landet. Forbindelserne mellem Libyen og Italien var tætte under oberst Gaddafi, men i dag har de mange italienske virksomheder, som bl.a. arbejdede i oliesektoren, stort set trukket sig ud af landet.
Den såkaldte regering i hovedstaden Tripoli repræsenterer kun sig selv. Politiet er dybt korrupt og fungerer stort set ikke.
En anden gruppe hersker i storbyen Benghazi, og rundt omkring i landet har stammeledere og lokale militsledere herredømmet over større eller mindre områder. De indgår skiftende alliancer, som kan forandre sig fra den ene dag til den anden.
Risikabel intervention
En ny vestlig intervention vil omgående blive udråbt som et nyt kristent korstog både i selve Libyen, i nabolandene og i den muslimske del af Afrika.
Det risikerer at give ekstreme grupper og terrorister yderligere vind i sejlene, hvilket der ikke er brug for netop nu, hvor kampen imod Islamisk Stat raser i Irak.
Nabolandene som Tunesien lider ganske vist under det libyske kaos. I Tunesien opererer islamistiske grupper med basis i Libyen, og Algeriet følger udviklingen med stor bekymring.
Alligevel modsætter Algeriet sig en vestlig intervention i Libyen. Vurderingen i pressen er, at europæerne ønsker at spille deres egne kort, og flere medier henviser til, at den vestlige aktion mod oberst Gaddafi næppe kan betegnes som en succes. Libyen er ved at udvikle sig til regulær base for terrorister, og våben fra det tidligere libyske regime flyder overalt i Mellemøsten og Sahel-regionen.
»Hvis vi ikke redder de her mennesker, så dør de sgu«Et andet problem er: Hvem skal deltage? De eneste to EU-lande med en reel militær kapacitet er Frankrig og Storbritannien. Briterne stiller næppe op, og franskmændene er engageret i Mali og i kampen mod Islamisk Stat i Irak. Tyskland er som vanligt totalt fraværende, og EU eksisterer ikke på det militære plan.
Imens frygter italienerne, at Sicilien bliver et brohoved for terrorister, og på det indenrigspolitiske plan forsøger højreekstreme partier at udnytte situationen i takt med, at stadig flere skibe med flygtninge sætter kurs mod Italien.
fortsæt med at læse
