Krigskrønike: Nu gælder det Saddam

Iraks hovedstad Bagdad, januar-marts 2003 Hakim købte dåsemad og andre fødevarer, der kunne holde sig i lang tid. Han købte vandbeholdere og installerede en generator for ikke at være afhængig af elektricitet udefra. Og han anskaffede sig en stor olietank, som han gravede ned i haven, og som han senere ville fylde op med benzin, så de stadig kunne køre i bilen, når det hele brød sammen. Hakim var ikke et øjeblik i tvivl om, at det hele ville bryde sammen. Amerikanerne nærmede sig. De samlede deres styrker i Saudi-Arabien og andre steder i nærheden, og de kunne når som helst kaste sig over Saddam – og Irak. Alle talte om det. En morgen vågnede Hakim og opdagede, at hans far var væk. Forsvundet i løbet af natten. De levede i det samme hus, hvor også Hakims to storebrødre boede med deres koner og børn. Ingen anede, hvor faren Abrahem var henne. Deres mor vidste det heller ikke – ikke før hun læste det brev, hendes mand havde efterladt: »Jeg kan ikke blive i Irak, for jeg er bange for at blive dræbt, når de ordner Saddam ...«. Faren var embedsmand og aktiv i Baath-partiet, så det var ikke svært at regne ud, hvad der kunne ske, hvis amerikanerne fik fat i ham. Det forstod Hakim sådan set godt. Men han forstod ikke, hvordan faren bare kunne efterlade hele sin familie i den usikre by. Og jo mere Hakim tænkte over det, jo mere rasende blev han på sin far. Faren havde angivet to Saddam-modstandere fra en anden klan til myndighederne. De to var blevet henrettet, og klanen havde svoret hævn. Klanen ville ikke være tilfreds, før den havde myrdet to af Abrahems tre sønner. Hvis amerikanerne gjorde det af med Saddam, var der frit slag for den blodtørstige klan. Så ville ingen kunne beskytte Hakims familie. Han vidste, at han måtte flygte. Med Amira og deres to små sønner. Washington, USA, 28. januar 2003 Efter tolv års tagfat havde George W. Bush mistet tålmodigheden. Saddam Hussein var fuldkommen ligeglad med våbeninspektørerne fra FN, han ville bare have sine kemiske, biologiske og nukleare våben. Intet havde forhindret diktatoren i at jage disse våben, »hverken økonomiske sanktioner, isolation fra den civiliserede verden, ikke engang angreb med krydsermissiler på hans militære installationer«, sagde Bush i sin State of the Union-tale. Det var årets vigtigste tale, og hen mod slutningen af den afslørede Bush, at Saddam Hussein netop havde forsøgt at få fingre i »betydelige mængder uran i Afrika«. »Nogle siger, at vi ikke skal handle, før truslen er overhængende. Siden hvornår har terrorister og tyranner annonceret deres hensigter; høfligt holdt os orienteret om et forestående angreb?«. Bush modtog Kongressens bragende bifald. Europa, 30. januar 2003 Bifaldet var mere spredt på den anden side af Atlanten. Det var ingen hemmelighed, at de store lande i Europa helst var fri for en krig. Den tyske kansler Gerhard Schröder havde genvundet regeringsmagten på sin krigsmodstand, og han fandt en ligesindet i den franske præsident Jacques Chirac. Frankrig og Tyskland var det »gamle Europa«, som USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld omtalte i hånende vendinger. Han var træt af de tidligere stormagter: »Men hvis du ser på en lang række andre lande i Europa, så er de ikke med Frankrig og Tyskland ... de er med USA«. Og det havde Rumsfeld ret i. Et par dage efter Bush-talen indrykkede otte europæiske regeringschefer et læserbrev i flere internationale aviser. De opfordrede Europa og USA til at stå sammen og »frigøre verden for den trussel, som Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben udgør«. Det var Storbritanniens Tony Blair og Spaniens Jose Maria Aznar, der tog initiativet til brevet, som også Anders Fogh Rasmussen skrev under på. Væk var al snak om at lade FN’s våbeninspektører lede videre efter masseødelæggelsesvåben. Blair & Co. beskrev, hvordan Irak fortsatte sit »veletablerede mønster af bedrag, løgn og manglende samarbejde om FN’s Sikkerhedsråds resolutioner«. Europa var splittet. Og Danmark var splittet. New York, USA, 5. februar 2003 Et » slam dunk«, sagde CIA-chefen og basketball-elskeren George Tenet om det anselige materiale, hans folk havde skrabet sammen, og som skulle bevise, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben og forbindelser til al-Qaeda. Udenrigsminister Colin Powell var knap så imponeret. Ikke desto mindre var Powell udset som manden, der med sit troværdige væsen skulle overbevise resten af verden om nødvendigheden af et militært angreb. I 76 stive minutter afspillede han telefonaflytninger på arabisk, viste lysbilleder fra spionsatellitter og viftede med et lille glas for at illustrere, hvor lidt miltbrand fylder. Tilskuerne var medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd plus resten af verden, som kunne følge med på tv. Et af trumfkortene fra den amerikanske efterretningstjeneste var den »ildevarslende« forbindelse mellem Irak og al-Qaeda. En jordanskfødt terrorleder ved navn al-Zarqawi var flygtet ud af Afghanistan og havde slået sig ned i Bagdad, hvor han modtog lægebehandling, forklarede Colin Powell. Det var en overbevisende forestilling, mente den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, og den danske regering skulle nok hjælpe USA i Irak. På én betingelse: »Den danske beslutning vil være forankret i FN«. Aalborg, 26. februar 2003 To uger senere var der stadig ikke skyggen af et FN-mandat at støtte sig til, da elitesoldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset pudsede våbnene og lagde kampuniformerne frem på Flyvestation Aalborg. Mens politikerne diskuterede, fik landets bedst trænede soldater ordre til at flyve til Jordan, hvorfra de kunne bevæge sig ind i Irak og op til Bagdad. Det var meningen, de skulle være med i krigens første time. Forsvarsminister Svend Aage Jensby holdt afskedstalen for elitesoldaterne, som han var sikker på kunne løse opgaven, ligesom de havde gjort året før i Afghanistan. »Men husk frem for alt at passe godt på jer selv og hinanden«, sagde ministeren. Soldaterne var praktisk talt på vej op i flyveren, da regeringen pludselig gav kontraordre. Det ville nok være en tand for provokerende at sende jægere og frømænd i krig uden en bred aftale i Folketinget, vurderede regeringen. Bagdad og Tyrkiet, marts 2003 Hakims pas var udløbet. Amira havde aldrig haft et. Og uden pas var der kun én vej ud af Irak: nordpå. De pakkede deres ting, og klokken to om natten prajede de en taxi på gaden og kørte ud af byen. De kørte langs floden Tigris til byen Tikrit, hvor de drejede af mod nordøst og fortsatte over Kirkuk til Mosul i det kurdiske Nordirak. Flere gange måtte de betale sig igennem kontrolposter, hvor Hakim blev udspurgt om, hvorfor de flygtede. »Jeg har problemer med Saddam«, svarede Hakim. Så lod de dem slippe igennem. Kurderne hadede Saddam. De nåede frem til Dohuk og videre til grænsebyen Zakho, hvor de opdagede, at grænsen til Tyrkiet var lukket. Hakim fandt en kurder, som mod klækkelig betaling ville hjælpe dem over grænsen i en øde bjergegn – til fods. De tog af sted, da solen gik ned. »Vær forsigtig«, sagde kurderen, da han førte dem gennem bjergene. Det behøvede han ikke sige. Nogle steder måtte de klatre og var bundet sammen som bjergbestigere, og Hakim og Amira var desuden skrækslagne ved tanken om at blive opdaget af grænsepolitiet. Næste morgen, efter at have vandret 10-12 timer, endte de i en tyrkisk landsby, udmattede, men velbeholdne. Her installerede kurderen dem i et faldefærdigt træhus ved en flod. Deres plan var at rejse til Sverige, hvor Hakims morbror boede. Kurderen hjalp dem også med at finde en menneskesmugler, en tyrkisk-kurdisk mand. Hakim havde skaffet penge ved at sælge sin taxi og Amiras smykker, men der var kun nok til at få Amira og drengene videre mod nord. De blev stuvet ind i dybet af en stor lastvogn sammen med to kvinder, de ikke kendte. Hakim sagde farvel. Så kørte hans familie mod Tyskland. København, 17. marts 2003 Mogens Lykketoft havde fra sine løbende samtaler med Per Stig Møller fået det klare indtryk, at regeringen ikke ville sende tropper til Irak uden et nyt mandat fra FN. Men sådan var det ikke mere. På et møde med Fogh fredag 14. marts havde udenrigsministeren reelt haft to valgmuligheder: Enten var han med på holdet, eller også forlod han det. Per Stig Møller valgte det første. Så nu ville regeringen i krig, selv om USA og Storbritannien netop havde opgivet at få en ny resolution igennem FN’s Sikkerhedsråd. Da Lykketoft om aftenen tre dage senere blev kaldt til tomandsmøde i Statsministeriet, var der klar besked fra Fogh. »Vi kan ikke blive ved«, sagde statsministeren til Lykketoft. Tiden var inde til det endelige militære opgør med Saddam Hussein: »Regeringen mener, at Danmark bør deltage ... Vi har forstået, at specialtropper er særligt anstødeligt for jer, så det vil vi afstå fra. Vi vil derfor foreslå ubåden ’Sælen’ og korvetten ’Olfert Fischer’«. Men hvad med FN, nordisk enighed og den fransk-tyske holdning, ville Lykketoft vide? Hvem skulle deltage sammen med Danmark, spurgte han Fogh, som nævnte Italien, Holland og en lang række østeuropæiske lande. »Det overrasker mig, at du vil bidrage til en splittelse i Europa. Det er vi imod«, sagde Lykketoft. »En langsigtet kalkule vil altid føre til, at det lønner sig at give USA opbakning«, svarede statsministeren. Lykketoft forlod mødet i dårligt humør. Næste morgen forsøgte Fogh en sidste gang at overtale Lykketoft. Igen uden held. Hele toppen af regeringen mødtes med ledelsen for Socialdemokraterne og de radikale, som stod fast: Fogh måtte gå i krig uden dem. Fogh beklagede, at de to partier havde »valgt at skifte kurs«, som han forklarede pressen senere på dagen. Da socialdemokraterne og de radikale i 1998 havde regeringsmagten, støttede de et angreb på Saddams »rædselsregime«. Og hvad var oppositionens alternativ til krig mod Irak? At håbe på, at Saddam nok forsvandt af sig selv? Statsministeren så da også gerne en ny FN-resolution, men når de nu ikke kunne blive enige i Sikkerhedsrådet, var Danmark selv »nødt til at tage stilling«. Uanset hvor ubehageligt det måtte være. New York, 19. marts 2003 I nattens løb havde præsident Bush givet Saddam Hussein og hans sønner 48 timer til at forlade Irak. Udenlandske statsborgere skulle også rejse ud af hensyn til deres egen sikkerhed. Alle gjorde sig klar til krig. The Rockstars, CIA’s netværk af efterretningskilder inde i Irak, rapporterede hjem til Washington, at Saddam Hussein og hans sønner gemte sig et sted, man kaldte Dora Farm. Derfor blev angrebet skudt i gang før tid med nogle præcisionsbomber mod det formodede tilholdssted. I en telefonsamtale tidligere på dagen havde præsidenten ellers fortalt Fogh, at han ikke ville gå på tv denne aften, men nu var der en chance for at ramme den irakiske diktator som den første, og så gjaldt det om at hugge til. Hjemme hos Ellen Margrethe Løj i 67. gade på Manhattan skyndte en gruppe FN-ambassadører sig at sluge deres hvide chokolade og pistacietærte med kumquat og tranebærkompot. Det forlød pludselig, at præsidenten ville tale til nationen klokken 22.00, så selskabet flyttede ind foran fjernsynet i kontoret. Den saudiarabiske ambassadør bad dog, en anelse beklemt, de andre have ham undskyldt. »Jeg må hellere tage hjem og se det på saudi-tv«, hviskede han til sin danske værtinde. Så tonede George W. Bush frem: »I disse timer er amerikanske og koalitionens styrker i de tidligere stadier af den militære operation med at afvæbne Irak, befri dets folk og beskytte verden mod en alvorlig trussel«. København, 21. marts 2003 Bomberne regnede allerede ned over Bagdad, da Folketinget begyndte sin anden og sidste behandling af Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Det blev en følelsesladet maratondebat om brudte løfter og manglende FN-mandater, og den sluttede med, at kun Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti stemte for krigen. Til sidst bemærkede Mogens Lykketoft: »Vi vil ikke afvise krig som den sidste og eneste udvej, men vi vil give freden enhver tænkelig chance, fordi krigen betyder død, lemlæstelse, risiko for kaos i regionen, terror i verden ...«. Men regeringen havde sit flertal hjemme, og Anders Fogh Rasmussen mindede på et pressemøde om, »hvad det hele handler om«. Det handlede om, at Saddam Hussein ud over at være en hensynsløs diktator, som undertrykte sit folk og bekrigede sine nærmeste naboer, også havde brugt giftgas mod sit eget folk og ignoreret det internationale samfunds krav om afrustning. Dertil kom hans »åbenlyse forbindelser til terrorister« og »den farlige trussel fra langtrækkende missiler og risikoen for, at han snart vil råde over atomvåben«. På den baggrund havde Danmark valgt at følge USA og Storbritanniens beslutning om at gøre »det rigtige og det nødvendige«. »Som man gjorde på Balkan i 1990’erne, som man gjorde i Afghanistan i 2001, og som man gjorde i Europa i sidste århundrede«, sagde statsministeren. Tyskland og Danmark, marts-april 2003 Lastbilchaufføren sagde til Amira, at drengene Ali og Gabir for alt i verden ikke måtte græde, når de passerede grænserne op gennem Europa. De skulle være helt stille. Efter fire dage nåede de sikkert frem til Nürnberg, hvor Amira havde en onkel og en tante. Her boede de i nogle dage, men onklen var nervøs, for niecen og børnene havde ingen pas – bortset fra dem, de havde fået tilsendt fra Hakims slægtninge i Sverige. Billederne lignede ikke alt for godt. Onklen foreslog dem at tage toget til Sverige. Han gik med Amira ned på banegården, købte billetter og satte Amira, Ali og Gabir på toget. Turen gik fint. Indtil de nåede den danske grænse ved Padborg. En mandlig og en kvindelig grænsebetjent kom hen til dem i toget. Amira lod, som om hun sov, men den hoppede de ikke på. »Hello, hello, passport please ...«, sagde en af betjentene. Og så: »... I må hellere komme med«. Passene duede ikke. Betjentene tog flygtningene med på politistationen, hvor Amira fik besked på at smide tøjet, så de kunne undersøge hende. Hun fik også taget sine fingeraftryk. Derefter anbragte politiet dem i et hus i nærheden, hvor de skulle vente, til de kunne køres til Sandholmlejren i Nordsjælland. Dagen efter så Amira i tv, hvordan begejstrede mennesker gik løs på den syv meter høje statue af Saddam Hussein i Bagdad. Amerikanerne havde jaget diktatoren ud af den irakiske hovedstad. Til det sidste forsøgte Iraks informationsminister i tv at bevare optimismen: »De vantro begår selvmord i hundredvis ved Bagdads porte«, sagde manden, som verden lærte at kende som ’Komiske Ali’. I virkeligheden stod fjenden kun få hundrede meter derfra. Efter tre dage kørte politiet Amira og hendes sønner til Sandholm. Inden afrejsen forklarede de sønderjyske betjente hende, at Danmark var det rigtige land at søge asyl i. Her skulle de nok få det godt. Tyrkiet og Danmark, april 2003 Hakim sad stadig i det segnefærdige hus i den tyrkiske landsby, da han fik at vide, at hans kone var blevet snuppet af det danske politi. Det var lykkedes ham at låne penge af en morbror i Canada til sin egen videre flugt, og nu ventede han på, at den tyrkiske kurder, som tilbragte tiden med at drikke og ryge hash, skulle finde transport til ham. Efter fire uger i landsbyen kørte menneskesmugleren ham endelig hen til en ventende lastbil. Hakim blev gemt inderst inde sammen med fire kurdere. De fem mænd delte et hulrum mellem æbler, appelsiner og anden frugt, og pladsen var så trang, at de måtte skiftes til at sove. Vognen kørte mod Hamburg og stoppede undervejs adskillige gange, men flygtningene måtte blive i deres frugthule. De kom kun ud for at tisse. »Hvad gør jeg her?«, spurgte Hakim sig selv. »Vil det mon være politiet, der åbner døren, når vi er fremme?«. Han bad til Gud om hjælp. Først efter seks dage var de i Hamburg. Her skiftede Hakim til en varevogn, som lagde kursen mod Sandholm. Da han stod i porten til lejren, sagde han: »Mit navn er Hakim. Min kone er her«. Hakim og Amira græd, da de genså hinanden. I det skema, Hakim skulle udfylde for at søge om asyl, skrev han: »Jeg er sikker på, at Danmark er et sikkert land, hvor mine børn vil kunne få uddannelse og lære om respekt og kultur ...«. Irak, sommeren 2003 En dag bankede amerikanerne på døren hjemme hos Hakims familie i Bagdad. De ledte efter hans ældste bror, Muhammed. Og de fandt ham. Broren blev arresteret og anbragt i Abu Ghraib-fængslet, men familien kunne ikke få at vide, hvorfor de havde taget ham. De kunne heller ikke spørge Muhammed selv, for de måtte ikke besøge ham i fængslet. Som dagene, ugerne og månederne gik, begyndte det at gå op for stadig flere, at Irak-konflikten nok ikke var helt overstået, selv om det var slut med de egentlige kamphandlinger. I Danmark besluttede Folketinget – denne gang med Socialdemokraternes velsignelse – at bidrage til en multinational styrke, der skulle sikre rammerne for genopbygningen af Irak. Soldaterne opdagede hurtigt, at det her ville blive en helt anden mission end det, de kendte fra Balkan. Et par måneder efter, at danskerne havde rejst Camp Eden i den sydlige Basra-provins, blev overkonstabel Preben Pedersen dræbt under en pågribelse af nogle irakere. Han blev ved et uheld skudt af en af sine kammerater, som blot så en mørk silhuet og troede, det var en af fjenderne. I oktober ankom overkonstabel Jesper S. Pedersen og resten af anden spejdereskadron fra Bornholm til Camp Eden for at afløse det første hold af danske soldater. Basra, Irak, 22. november 2003 Det var lørdag eftermiddag, og Jesper kørte i sin Eagle ad den oliestinkende vej ved Basra, hvor raffinaderierne lå på stribe. Vejen var altid lyst op af brændende gasflammer. Han havde som sædvanlig en observatør og en skytte med i vognen. Bag dem kørte et pansret patruljekøretøj magen til deres. De skulle foretage stikprøvekontrol blandt biler på vejen, og observatøren valgte en pickup ud, der kom kørende imod dem. Så var det Jespers opgave at dreje Eaglen over i venstre vejbane, standse op og i det rigtige øjeblik spærre for den modkørende. Jesper kom for tidligt over. Irakerne i pickuppen kunne nå at dreje omkring og tage flugten, og det var præcis, hvad de gjorde. De to danske Eagler drønede efter bilen. Efter fem-seks kilometer nåede de et sted med mange huller i vejen, og her satte de flygtende irakere farten ned. Deres pickup slingrede, Jesper kørte ind i den bagfra, bumpede ind i bilen. Så stoppede den. En af passagererne på bagsædet steg ud, bevæbnet med en AK-47 – den klassiske udgave af Kalasjnikov-geværet. Det var en tynd og skægget mand med bange øjne, »som en skræmt kanin«, tænkte Jesper, da manden spurtede ned ad en skrænt. Observatøren var ved at snuble, da han fulgte efter, og skød et varselsskud hen over hovedet på manden. Gruppeføreren og skytterne fra begge Eagler skød også advarende skud. Så vendte manden sig om og sigtede på forfølgerne. Men observatøren skød først. Han ramte irakeren i maven. Imens fik Jesper lagt de andre irakere fra pickuppen ned på jorden og undersøgte dem for våben. Han glemte i første omgang at lægge dem i plastikhåndjern. Benene rystede under ham. Mændene sagde, de var fårehyrder, men inde i pickuppen fandt soldaterne en AK-47 mere plus en håndgranat og nogle håndvåben. Fangerne fik håndjern på, mens den ene af skytterne, som var sygehjælper, behandlede den sårede iraker, der lå på ryggen i den flade ørken. Over radioen fik de besked på at køre den sårede til en bro ved Medina, hvor en ambulance ville vente på ham. Jesper kørte stærkt. Hurtigere end han nogensinde før havde kørt i den tunge Eagle. Omme på bagsædet lå den sårede. To gange undervejs holdt irakerens hjerte op med at slå. To gange fik sygehjælperen det i gang. Der var meget stille i vognen. Jesper havde en stor klump i halsen og tænkte kun på at nå frem til ambulancen. Og på hvordan han skulle synke den klump. Få minutter inden de nåede ambulancen, stoppede irakerens hjerte endnu en gang. Denne gang fik de det ikke til at slå igen. Da de havde afleveret den døde iraker til ambulancefolkene, havde Jesper det, som om hans hjerne kørte på 10.000 omdrejninger, han følte sig fanget inden i en sort skal, havde svært ved at trække vejret, tårerne fossede ud af hans øjne, og han følte, at han skulle brække sig. Men han brækkede sig ikke. Al-Dawr, syd for Tikrit, Irak, 13. december 2003 Klokken otte om aftenen nåede de amerikanske soldater fra ’Operation Red Dawn’ frem til et bondehus, hvor den mest eftersøgte mand i Irak efter sigende skulle gemme sig. Ved første øjekast tydede intet på, at han var der, men så fik de under en bunke blade og skrammel øje på nedgangen til et snævert kælderrum. Soldaterne overvejede at kaste en håndgranat ned i hullet, men gjorde det ikke. En omtumlet mand med langt filtret skæg og hår dukkede op med hænderne over hovedet. »Skyd ikke«, sagde han. »Jeg er Saddam Hussein, jeg er præsident for den irakiske republik, og jeg ønsker at forhandle«. På et pressemøde i Bagdad den følgende dag fik Paul Bremer, den amerikanske chefadministrator i Irak, journalisternes fulde opmærksomhed, da han sagde: »Ladies and gentlemen, we got him!«. Men de manglede stadig at finde Saddams masseødelæggelsesvåben.