Her er EU-succesen, som selv modstanderne elsker

arbejdskraft. 3 procent af arbejdsstyrken i EU arbejder i et andet land end deres hjemland. Det har blandt andet metrobyggeriet i København nydt godt af.
arbejdskraft. 3 procent af arbejdsstyrken i EU arbejder i et andet land end deres hjemland. Det har blandt andet metrobyggeriet i København nydt godt af.
Lyt til artiklen

Egentlig er det indre marked lidt af et ønskebarn. Som mange andre ønskebørn kom hun – lad os kalde markedet hun – til verden, fordi der var knas i forholdet mellem forældrene. Som så ofte var det især økonomien, der drillede. For selv om EF, som EU hed i 1980’erne, havde eksisteret i over et kvart århundrede, gik det grumme skidt med den økonomiske vækst i Europa i begyndelsen af 1980’erne. Folk talte om ’eurosclerosis’, en grim kombination af lave vækstrater og høj arbejdsløshed. I Danmark gik det så skidt, at finansministeren talte om, at vi stod på afgrundens rand, og at mappemændene fra Verdensbanken snart ville sætte os under administration.

Triste tider – og gode råd var dyre. Men så kom parterapeuten på banen. Han hed Jacques Delors, en fremsynet franskmand, der i midten af 1980’erne blev formand for Kommissionen. Den tidligere kommissionen var handlingslammet – blandt andet på grund af politisk modstand fra Storbritannien – og der var en generel følelse af mismod i Bruxelles. Delors så det, og som enhver god terapeut tog han fra starten en god snak med patienterne. Den nye kommissionsformand tog på rundrejse til medlemsstaterne, hørte på alt deres brok, vendte hjem til Bruxelles og tænkte sig om. Som i alle kriseramte forhold var nøglen at finde et sted, hvorfra parterne kunne komme videre og få et nyt fælles projekt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her