Fange i Assads torturkældre: »Lægen kom med Panodil i den ene hånd og et elkabel i den anden«

Lyt til artiklen

’Ali’ er et opdigtet navn af hensyn til torturfangen og hans nærmestes sikkerhed. Hans rigtige navn og identitet er kendt af redaktionen. Ti meter under en af Damaskus’ boulevarder sidder flere hundrede fanger i et torturfængsel drevet af den syriske sikkerhedstjeneste. Mens militæret angriber oprørere og civile med artilleri og luftangreb, piner sikkerhedstjenesten informationer ud af mænd, kvinder og børn i mere end 26 lignende fængsler. Over hele landet er anslået mindst 25.000 tilbageholdt, siden revolutionen begyndte i marts 2011, og indtil for nylig var en af dem Ali. Han er en ung mand fra hovedstadens kreative klasse, som ved et sort uheld blev anholdt med noter om fredelig revolution i sin taske en dag i den forgangne sommer. Anholdelsen blev begyndelsen på to måneders rundtur i det rædselskabinet, alle syrere har hørt om, som Human Rights Watch har dokumenteret, og som ingen i Syrien turde tale højt om før revolutionen, da styrets brug af vold er lige så udbredt som billederne af den evigt smilende præsident Assad. LÆS OGSÅ <relation source="escenic-migration" sourceid="1860082">EU efter tale: Assad må gå af</relation> Blod på væggene Ali var til sin første afhøring sammen med en mand, der havde smuglet våben, og en, der var taget med en lydpistol. Mens først den ene og så den anden blev tævet med elkabler, så blodet sprøjtede op ad væggen, så Ali til og tænkte på, at han aldrig var blevet slået før. Selv de mange grove bandeord var et chok for den unge akademiker. »Jeg vidste ikke, hvordan det føles at blive slået, og der var intet, jeg kunne gøre, så jeg stod bare helt stille. Da det blev min tur, vægrede jeg mig, og per refleks greb jeg ud efter det, de slog med. De skiftevis slog mig og stillede spørgsmål, og så skældte de mig ud, fordi mit blod havde griset deres væg til«, siger Ali, der i dag er flygtet til Istanbul. Blodet på væggen var kun begyndelsen. Fra forhørslokalet blev han samme nat ført ind i en celle, hvor 300 par øjne stirrede tomt mod ham. Cellen var så lille, at de fleste måtte stå op, og kun de dårligste kunne sidde ned. Mændene stod i tavshed iført undertøj og stank af sved og blod. Ali husker, at han pludselig blev bevidst om den parfume, han havde taget på samme morgen, da han stadig var på fri fod.[citat] »Gør plads«, råbte fangevogterne, og Ali så en smal sti åbne sig mellem lemmer og kroppe mod en dør allerbagest. Et fælles kød »Jeg så dem ikke øjnene, da jeg gik forbi. Jeg gik bare som i trance og tænkte på, at jeg ikke måtte træde på et hoved eller en hånd«, fortæller Ali. En dør i bunden af cellen førte til en trappe, der forsvandt ned under jorden. Ali måtte kante sig forbi fanger, der blev opbevaret på trapper og gange undervejs og for det meste så tæt, at han ikke kunne se, hvor han satte sin fod. En ventilator forsøgte at skubbe gang i den stillestående luft, men kunne ikke fjerne lugten af gammelt blod fra fangernes sår. Fremme ved en ny celle var døren svær at skubbe op. LÆS OGSÅ <relation source="escenic-migration" sourceid="1860011">Assad: Oprørerne er folkets og Guds modstandere</relation> »Da den gik op, trådte jeg et skridt tilbage på grund af lugten og varmen derinde. Der var et svagt blåt skær i cellen, og når jeg kiggede ind, lignede det, at menneskene derinde var én stor krop, et fælles kød«. Cellen var pakket så tæt, at døren dårligt kunne åbne, men det lykkedes alligevel fangevogteren at presse endnu en ind. Der var 76 mennesker på 20 kvadratmeter, og da døren smækkede bag Ali, blev han bestormet med spørgsmål om revolutionen oppe på jorden fra sine medfanger, som han måtte svare, så godt han kunne. <reference type="image" id="711486" element="part-of" source="cci" sourceid="PS_Syrien.1_06-01-2013_BVFNIMP.jpg-20130106110251" align="center" caption="Fanger. Tegning: Ali" version="k" /> Daglige tæv af fængselslægen Det blev hurtigt klart, at der var et hierarki i cellen, og pladsen foran døren var ’formanden’s, så der kunne Ali ikke stå. Med besked om at finde sig et andet sted masede og klemte han sig bagud i rummet og fandt et sted at støtte med den ene fod på jorden. Cellegulvet kunne han ikke se, og den anden fod var der ikke plads til. Hurtigt mistede hans beretninger fra livet udenfor nyhedens interesse blandt de øvrige fanger, og de vendte tilbage til at sove stående, stå i tavshed, skændes og til tider slås over mistet gulvplads eller en fod, der blev trådt på. »Den første dag gik med at stå, og den anden dag gik med at stå, og der var ikke noget sted at sidde. Vi svedte meget, og nogle af de andre så ud, som om de næsten ikke trak vejret«, siger Ali. »Vi var som dyr, men man fandt sig i meget. Hvis man fik en fod i hovedet, mens man sov, fandt man sig i det. Tre mænd sov på toilettet, der lå for sig selv, to trin oppe fra cellegulvet. De var glade for at have et sted at sove og rørte sig end ikke, når folk gik på toilettet og kom til at sprøjte på dem«. LÆS OGSÅ <relation source="escenic-migration" sourceid="1856871">Over 60.000 er nu dræbt under oprøret i Syrien</relation> Som dagene gik med at sidde og stå i akavede positioner, fik Ali voksende problemer med blodomløbet i fødderne, der hævede til dobbelt størrelse. Efter fem-seks dage bad han om at se den læge, der cirka en gang i døgnet kom forbi cellerne og holdt konsultation i mellemgangen.[citat-2] »Lægen kom med Panodil i den ene hånd og et elkabel i den anden, og man gik kun ud til ham, hvis man virkelig følte sig i livsfare. Hvis han ikke syntes, der var noget galt, blev man tævet. Jeg viste ham mine fødder, og han slog mig bare og sendte mig tilbage i cellen. Men jeg var virkelig glad, for jeg havde været ude af cellen og få lidt ny luft, så jeg besluttede mig for at gøre det hver dag på trods af tævene, bare for at kunne trække vejret«. Efter nogle dage med lægetæsk i stedet for hjælp medgav lægen, at der faktisk var problemer med Alis fødder, og på lægens ordre blev Ali flyttet til den store – og efter forholdene – meget bedre celle med 300 mennesker, som han havde passeret igennem den første dag. »På vej op gennem gange og trapper var jeg helt anderledes opmærksom, end jeg havde været på vej ned. Alt efter hvor kraftig lugten var fra celledørene, kunne jeg gætte på, om der var mange mennesker inde bag eller få. Jeg så maden, den mad jeg havde været med til at spise, stå foran celledørene med kakerlakker kravlende over det hele«. Lyden af knasende knogler Storcellen var så meget mere rummelig, at de dårligste fanger kunne ligge ned langs væggene, men også meget mere larmende, fordi der konstant kom og gik folk til forhør, var nye fanger på vej ned i kælderen eller de sædvanlige slagsmål fangerne imellem. »Der var en stor fyr, der nærmest var halvdød. Han stank, fordi han sad lige ved toilettet og ikke kunne røre sig og derfor hele tiden sad i vand. En anden lignede slet ikke et menneske. Hans ben og arme var bøjet helt rundt. Han kunne ikke bevæge sig og sagde ikke noget. Når de prøvede at flytte ham, så han ikke blev trådt på, prøvede han at skrige, men kunne ikke. Til gengæld hørtes lyden af hans brækkede knogler, der knasede«. LÆS OGSÅ <relation source="escenic-migration" sourceid="1854636">Rusland ser mulighed for en politisk løsning i Syrien</relation> På det tidspunkt havde Ali siddet fængslet i ti dage og var ikke blevet afhørt, siden han kom. Han regnede med, at efterforskningen mod ham var ved at være slut, og tankerne kredsede om de revolutionskammerater, der stadig var på fri fod, og om der var noget i hans bøger eller notater, der kunne angive dem. Lige efter anholdelsen havde han held til at undskylde sig ud på et toilet og skylle et usb-stik med kontakter på venner ud. Senere forsøgte han via en løsladt medfange at få adgangskoden til sine e-mail- og Facebookkonti ud til venner, så de kunne slette kompromitterende indhold. Om det lykkedes, vidste Ali ikke. Revolutionen er en holdindsats »Da jeg kom til det første forhør, udspurgte de mig, som om jeg var religiøs ekstremist. De spurgte, om jeg var imod ægteskab med kvinder uden tørklæde. Det var komplet idiotisk«, siger den helt ureligiøse Ali. Anden gang var det værre. Medfanger advarede ham mod den forestående forhørsleder med et brutalt omdømme. »Jeg havde forberedt en historie om, hvorfor jeg havde haft noterne om fredelig revolution, og den fortalte jeg. De svarede, at det ikke var hele historien, og sagde, at de vidste alt om mig. De slog mig med en stålwire på hænderne, på fødderne, ryggen. Alle andre steder end i hovedet«. Rundt om sig kunne Ali høre andre forhørsledere tæve medfanger, og under en sprække i øjenbindet kunne han se dem hænge i hænderne fra kroge i loftet og blive afkrævet navne på venner og folk, de havde arbejdet med, og hvorfor de var gået med i demonstrationer.[citat-3] »Det gjorde ondt at blive slået, men efter et par minutter forsvandt smerten. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg tog imod slagene for en anden, for folk udenfor, der arbejdede for revolutionen. Revolutionen er en holdindsats, og hvis det ikke var mig, ville det være en anden, der blev slået«. <reference type="image" id="711487" element="part-of" source="cci" sourceid="PS_Syrien.2_06-01-2013_BVFNIMU.jpg-20130106110251" align="center" caption="Fange. Tegning: Ali" version="k" /> Bestikkelse med fladskærm Der var nu gået cirka 20 dage, og efter flere afhøringer blev Ali ført ned under jorden igen til en celle, hvor en fange netop var død og havde givet plads. Blandt de andre i cellen var der nogle, der mistede besindelsen og rablede informationer og sludder af sig. En af de rablende besvimede, faldt ned på gulvet og blev ved et uheld klemt ihjel af de andre fanger. På det tidspunkt havde Ali i flere dage haft over 40 i feber og intet til at slå den ned med. Situationen var alvorlig, og en medindsat læge rådede ham til at prøve at bestikke sig ud. Trods alvoren tøvede han, fordi korruptionen netop var det, han kæmpede imod. Det, der havde fået ham til at vende sig mod styret. »Fangevogteren bragte det selv op og sagde, at han ville have en gave for at lukke mig ud. Det var meget direkte, og noget, han tilsyneladende var vant til. Jeg tænkte, at det var ved at have varet længe nok. Min feber var høj, mine sår ville ikke hele ordentligt, og jeg havde mistet to negle«. LÆS OGSÅ <relation source="escenic-migration" sourceid="1854379">Syriens opposition afviser udspil fra Moskva</relation> Ali endte med at lægge principperne væk for et øjeblik, sagde ja og følte sig med det samme hensat til prisprutteri i basaren i Damaskus’ gamle bydel. På den side af forretningen stod vogteren, der ville have en god computer til sin søn, en fladskærm og en trådløs lasermus. På den anden side stod Ali med sin død hængende over hovedet, og sammen skulle de blive enige om en god pris for, at han kunne beholde livet. »Den ene af os hyggede sig med sit teglas og havde det rart, mens den anden var ved at dø«, siger Ali. Han blev enig med fangevogteren, men handlen blev aldrig til noget, for næste morgen blev Ali kørt til et nyt fængsel. I det nye fængsel var der daglige afhøringer og ellers timer tilbragt i kulsorte tremandsceller, »for forrædere fortjener ikke lys i deres grav«, som de fik at vide. Efter ti dage blev lyset tændt kortvarigt ved en fejl, og først da så Ali sine medfanger: en aktivist tævet i stykker og en oprørsk officer fra hæren. Rod i beviserne Dagene i deres selskab blev til uger, og så gik det pludselig stærkt. Ali kom for retten, hvor dommeren anklagede ham for at svigte nationen. Fangen benægtede alt og skød tilbage mod afhøringslederne for at have digtet historier om ham. Til Alis held var der kludder i beviserne, og noterne der startede hele balladen, var blevet væk. Sagen mod ham smuldrede, og efter 60 dages indespærring og nogle timers rettergang blev Ali sat på fri fod uden at have afsløret sine revolutionære venner eller sit eget arbejde. Kort efter flygter han ud af Syrien, og han opholder sig på skift i Syriens nabolande, hvor de fysiske sår er helet, neglene vokset ud og oplevelsen ved at blive bearbejdet. Med sig ud af Syrien og fængslet får han store forventninger fra de andre indsatte, der ikke har hans uddannelse og internationale kontakter. LÆS OGSÅ <relation source="escenic-migration" sourceid="1855125">Fredsudsending: Krisen i Syrien er kraftigt forværret</relation> »Jeg husker hele tiden på det, folk derinde sagde: »Du må fortælle verden om det, du må tale, når du kommer ud«. Men da jeg kom ud, følte jeg ikke, jeg kunne gøre noget. Jeg var uden kræfter. Da jeg først kom til Istanbul, hørte jeg latteren på gågaden og så alle de smilende mennesker og følte, at jeg burde fortælle dem om Syrien«, siger Ali. Men han gjorde det ikke. »Jeg bildte mig ind, at de ikke bekymrer sig«.