Tyrkiske krav til EU-forsvar

Politiken onsdag: Tyrkiet lægger nu op til et kompromis, der skal bane vej for EUs militære udrykningsstyrke. Men der rokkes ikke ved det centrale krav: Tyrkiet skal være fuldt med i planlægningen og beslutningsprocessen i EU. Det tyrkiske kompromisforslag er, at Tyrkiet kun skal være med på lige fod med EU-landene, hvis en aktion direkte berører Tyrkiets egen sikkerhed, siger Tyrkiets NATO-ambassadør, Onur Öymen, til Politiken. Det omfatter til gengæld 13 af de 16 potentielle kriser, som EU-styrken skal udrustes til at håndtere. Uden Tyrkiets accept kan EU-planerne ikke gennemføres, men EU har hidtil blankt afvist at give Tyrkiet medbestemmelse og vetoret i EUs sikkerheds- og forsvarspolitik. Den form for indflydelse kommer kun med et fuldt medlemskab af unionen. Den tyrkiske NATO-ambassadør erkender selv, at det tyrkiske udspil ligger langt fra de betingelser, som EUs stats- og regeringsledere blev enige om på topmødet i Nice. »Men enhver, der kan slå op i et atlas, vil kunne forstå vores position. Håndteringen af kriser, der udvikler sig i vores nabolag, vil få direkte indflydelse på Tyrkiets sikkerhed«, siger Onur Öymen. Formelt er det tyrkerne, der har fat i den lange ende. Hvis EUs udrykningsstyrke skal bruges til noget seriøst, så skal alt fra planlægning over efterretninger til det tunge skyts lånes i NATO. Og så længe Tyrkiet siger nej, er NATO lukket land for EU. Ifølge Onur Öymen er der også militære realiteter bag: »Næst efter USA har Tyrkiet den største hær i NATO, både målt i tropper og udstyr. Vi bidrager mere til EUs udrykningsstyrke end de 10 mindste EU-lande tilsammen«, påpeger han. »Kommende medlemmer har en stærk interesse i, at EU udvikler den dimension af samarbejdet. Og netop i det perspektiv forstår jeg ikke, hvorfor vi skal holdes ude: Er det tænkeligt, at EU skulle have noget ønske om at iværksætte en aktion, der strider imod Tyrkiets interesser - i Tyrkiets nærområde?« Tyrkisk bekymring Den tyrkiske bekymring består i, at man - som Balkankrigene har vist - aldrig kan vide, hvor langt en konflikt spreder sig, og det er et spørgsmål, som optager de nærmeste naboer en hel del. Dertil kommer, at et eventuelt angreb på et af de deltagende EU/NATO-lande udløser den såkaldte musketér-ed i NATO - et angreb på ét land er et angreb på alle - som vil trække Tyrkiet direkte ind i konflikten. Endelig står Tyrkiet med risikoen for at skulle håndtere flygtningestrømmene og de økonomiske konsekvenser. »Vi deltog f.eks. ikke i beslutningen om at indlede Golfkrigen, men dagen efter begyndte 450.000 flygtninge at strømme ind i Tyrkiet, og det kostede os 225 millioner dollar. Og blandt flygtningene var en hel del terrorister. Næste skridt var, at vi blev nødt til lukke for olieledninger, handel og transit via Irak. Det ramte økonomien hårdt og forøgede ledigheden. Og det har igen forstærket vore problemer med terrorismen«, forklarer Öymen. Han mener, at de vesteuropæiske mediers udlægning - at Tyrkiet blokerer for en aftale mellem EU og NATO - er udtryk for, at medierne lader sig bruge som redskab for regeringernes propaganda. Det er nemlig EU-landene og ikke Tyrkiet, der blokerer for en løsning, siger Onur Öymen. »Vi har vendt og drejet alle disse spørgsmål før NATO-topmødet i Washington, hvor der blev enighed om en model, der reelt sikrer fuld deltagelse for Tyrkiet på lige fod. Men den aftale forsøger EU nu at bakke ud af«, siger Onur Öymen. Men som en EU-diplomat påpeger: »Tyrkiet er det eneste af de 19 NATO- lande, der tolker beslutningen på den måde«. EU vil gå langt i retning af konsultation og inddragelse på alle mulige måder. Men Tyrkiet kan umuligt få medbestemmelse og vetoret på lige fod med EU-landene, lyder beslutningen fra EUs regeringsledere.