Finlands unge vender ryggen til politik

Finnerne begyndte søndag morgen at møde op ved valgstederne for at afgive deres stemme ved det parlamentsvalg, der skal afgøre det tætte kapløb mellem det regerende Socialdemokrati og oppositionspartiet Centern om at spille hovedrollen i landets nye regering. Der er 4,2 millioner stemmeberettigede finner - heraf lever 205.000 uden for landets grænser. Der skal vælges 200 medlemmer af det nye parlament. Finlands statsminister, socialdemokraten Paavo Lipponen, har i otte år siddet tungt på magten i spidsen for en meget bred regering, som i danske termer omfatter partier fra SF til de konservative og har et massivt flertal i parlamentet. Resultatet er en søvndyssende valgkamp op til valget på søndag. For fire år siden valgte næsten hver tredje finske vælger sofaen, og intet tyder på, at valgdeltagelsen bliver højere denne gang. I de øvrige nordiske lande stemmer langt flere. I Danmark er det for eksempel færre end hver femte vælger, der bliver hjemme på valgdagen. Markant fald Faldet i valgdeltagelsen i Finland er så markant og så skævt fordelt, at forskere begynder at advare om udhuling af landets repræsentative demokrati. »Stemmeprocenten ved parlamentsvalg har været faldende gennem 35 år. Og det har indflydelse på valgresultatet, fordi sofavælgerne er så ulige fordelt mellem forskellige sociale grupper. Der er markant flere lavt uddannede og arbejdere, der ikke stemmer, end folk med lidt mere uddannelse«, siger professor Tuomo Martikainen, Helsinki Universitet, der har forsket i emnet siden 1968. Der er ingen udsigt til, at valgdeltagelsen vil stige. For de unge har i årevis haft en markant lavere stemmeprocent end de ældre, og analyser viser, at de ikke får ret meget mere lyst til at stemme, når de bliver ældre. I 1999 var det kun hver anden af de 19-24-årige, der gik til stemmeurnerne. Unge i byerne med arbejderbaggrund og lav uddannelse har helt vendt ryggen til politik. »De unge, der ikke stemmer, kommer heller ikke til det. Partierne har hidtil troet, at det er bare de unge, og de bliver klogere med alderen. Men det gør de ikke, og nu er det ved at være for sent at rette op på det«, siger Tuomo Martikainen. Apati Riikka Kaasinen, 30, og Edvard Stenroos, 19, som Politiken satte stævne på Palaveri Pub i Joensuu i det østlige Finland, agter begge at stemme. Men de forstår godt, at mange unge bliver hjemme. »Jeg har fulgt lidt med på nettet og i tv. Partierne ligner hinanden for meget. De udtrykker sig så bredt. Der er ingen, der siger, at jeg vil gerne gøre noget for dén gruppe«, siger Riikka Kaasinen, som studerer virksomhedsledelse. Mange af hendes venner vil stemme for de små protestpartier, som ikke har nogen chance for at komme ind i parlamentet. »De føler ikke, at valget angår dem«, siger hun. 19-årige Edvard Stenroos, der er militærnægter i en børnehave og senere vil læse statskundskab, fortæller, at nogle af hans venner ikke vil stemme. »De siger, at det jo ikke gør nogen forskel«. Han tror, at et slagkraftigt protestparti kunne få flere op af sofaen. De markante holdninger, som Riika Kaasinen efterlyser, ses ikke til hverdag, fordi de reelle politiske diskussioner foregår internt i regeringen. Og i valgkampen er alle partier tilbageholdende af frygt for at spille sig selv af banen, når der skal dannes ny regering. »Det er svært at være i opposition i Finland. Oppositionen har ingen indflydelse«, siger politisk reporter Martta Nieminen fra Finlands største avis, Helsingin Sanomat. Regeringen styrkes Professor i statskundskab ved Helsinki Universitet Jan Sundberg er enig: »I dag er mindretalsregeringer utænkelige i Finland. Det har man i Danmark, Norge og Sverige, og der er parlamentets magt styrket. Her i Finland er det regeringens magt, der er styrket«. Tuomo Martikainen ser flere årsager til, at der ikke er opstået et slagkraftigt protestparti i Finland i modsætning til for eksempel Østrig, hvor baggrunden for Frihedspartiets succes var et statisk politisk system med to store partier, der delte magten mellem sig. »De tre store partier i Finland - Socialdemokraterne, Samlingspartiet og Centerpartiet - er på skift i opposition og opsuger dermed nogle proteststemmer. Desuden er der 10-15 småpartier, så proteststemmerne spredes voldsomt«, siger Tuomo Martikainen. De Grønne De Grønne er et bevis på, at det godt kan lade sig gøre for et nyt parti at slå igennem i finsk politik. Partiet kom i parlamentet første gang i 1987 og var allerede otte år senere i regering. Men de voldsomme udsving i partiernes tilslutning i meningsmålingerne, som kendetegner dansk og norsk politik, ses for tiden ikke i Finland. Siden valget i 1999 har intet parti i meningsmålingerne haft udsving over 2,5 procentpoint. Alt tyder på, at Finland efter valget vil have et parlament, der til forveksling ligner det nuværende. Og en ny regering hen over midten, selv om et par af deltagerne kan blive skiftet ud.