På skovtur med far under bomberegnen

Den sidste uges tid har man virkelig kunnet se, hvor nedslidt og beskidt Bagdad er. Affaldet der flyder i gaderne, de slidte porte, de knuste vinduer, de skæve trapper, de hullede fortove. Ikke fordi Bagdad er blevet mere nedslidt på tolv dage, men simpelthen fordi man har haft frit udsyn. De farverige sælgere var forsvundet, de mange børn, som løb rundt, var væk. Hverken flagrende skørter eller lange kjortler dækkede de slidte facader. Kun få mennesker hastede af sted i denne dystre by - på vej til stamcafeen eller nogle hurtige indkøb. Men mandag så det ud, som om Bagdad begyndte at finde tilbage til sig selv. Det var, som om byen havde sovet ud og nu vågnede op til dåd igen, selv om bomberne var faldet larmende hele natten og langt ud på morgenen. Folk er begyndt at vænne sig til krigen, som raser, bomberne, der falder. »I dag kunne jeg mærke, at det var på tide at åbne igen«, siger Maithem Hashim bag sine fyldte kurve med tørrede abrikoser, pistacienødder, mandler og et hav af poser med krydderier. »For to uger siden tog jeg alle varerne med hjem, men nu har jeg taget de fleste tilbage hertil igen«, siger han. »Jeg har siddet derhjemme i to uger nu. Det er aldrig sket før. Børnene er lykkelige, de tror, de er på skovtur med far hver dag«, griner Maithem. Han bliver hurtigt alvorlig igen. »Det er om dagen, og det opvejer ikke deres frygt om natten. Når de kraftige eksplosioner får huset til at ryste, græder de«. Farlige veje De fleste salgssteder rundt om Maithem og vennen Ali er stadig tomme. Ni ud af ti boder på markedet i Bagdad er lukket. »Jeg tror, at mange vil åbne i løbet af de kommende dage. Flere af de andre ejere kom og tjekkede pladsen i dag, og efter at de har set os, vil de ikke stå tilbage. Men i dag har vi markedet for os selv«, siger Maithem og hælder jordnødder op i en pose. »Jeg tror ikke, at det er farligere at være her på markedet end derhjemme. Desuden skal jeg jo tjene penge. Jeg kan ikke gå i ugevis uden indtægt nu, hvor jeg har fire børn. Min yngste dreng er kun fire måneder gammel«, fortæller krydderisælgeren. Tredobbelte priser »Han er den eneste hjemme hos os, som ikke forstår, hvad der foregår«, sukker Maithem. Han ved ikke, hvor længe han kan holde åbent. »Jeg har en del varer på lageret, men jeg ved ikke, hvor længe de holder. Vi plejer at få forsyninger fra Mosul, men telefonerne virker ikke deroppe, og jeg ved ikke, om det er sikkert at køre derop. Hvis jeg ikke får nye varer, må jeg lukke snart«. Det ser ikke ud, som om der er problemer med forsyningerne endnu. Det bugner med varer på frugt- og grøntsagsmarkedet. Men priserne er steget, appelsinerne er blevet tre gange dyrere, det samme gælder bananer, tomater og andre friske varer. Uhyrer »De, der ikke arbejder, får ikke noget at spise«, siger tesælgeren Haidar. Flere mænd har samlet sig rundt om ham. Haidar hælder stærk, arabisk te i smalle glas. »Hvad kan vi gøre? Vi må bare prøve at leve så godt, vi nu kan«. Ved en bygning ved siden af markedet er en gruppe mennesker samlet. De ser på resultatet af nattens bombeangreb - en af Bagdads telefoncentraler. Bygningen er totalskadet, taget er blæst væk, kun dele af væggene står endnu. Knækkede ledninger og kabler hænger løst i luften. På jorden ligger stykker af beton og ødelagte møbler. »Er det det her, de kalder at indføre demokrati?«, spørger en ældre velklædt herre. »De er nogle uhyrer. Vi irakere vil aldrig acceptere, at nogen okkuperer os. Efter at centralen er blevet ødelagt, er hele bydelen uden telefon. Det er 25.000 familier. Hvilken slags krig er det?«. »En lille dreng blev dræbt af bomben. Han boede i lejligheden ved siden af. Jeg kørte ham selv på hospitalet . Blodet sprøjtede ud af hans næse og ører. Han døde af indre kvæstelser, forårsaget af det enorme lufttryk. Han blev kun fem år«, siger arbejderen. Folk står stille rundt om ham og lytter til historien. Ansigterne udtrykker medfølelse og frygt. De ser opgivende på telefoncentralen. Graver sin grav i ørkenen »Bomber, bomber«, råber en dreng. Alle vender blikket mod himlen, før de begynder at løbe. De løber væk fra centralen, det er ikke et trygt sted at være. Måske kommer der nye angreb. Flyet er på vej væk igen, og lyden af bomberne, der bliver smidt, skærer i ørerne. De rammer et andet mål. Nye bygninger bliver ødelagt et andet sted. Mens folk på gaden lige så stille vænner sig til krigssituationen, fortsætter de irakiske myndigheder både i handling og ord deres krigsførelse mod de britiske og amerikanske koalitionsstyrker. »De må overgive sig, ellers går de den visse død i møde«, truede udenrigsminister Naji Sabri på en pressekonference i går. »De vil falde i de fælder, de selv har gravet. Hele Iraks ørken bliver en gravplads for besættelsestropperne«, sagde han. »Sejren er nær. For den rigtige sag - Iraks«. Informationsministeren fortsatte, hvor udenrigsministeren slap, men i mere konkrete termer. »De sidste 24 timer har vi ødelagt 13 kampvogne, otte militære køretøjer, fire helikoptere, to ubemandede fly og et kommandokøretøj. Vi har konfiskeret store mængder militære forsyninger, og vi har dræbt 43 fjendtlige soldater«, sagde han og kaldte soldaterne i koalitionsstyrkerne for mordere, sabotører, racister og okkupanter. »De fortjener intet mindre end døden«, sluttede han. Ingen tager særlig notits af truslerne fra myndighederne længere. Krigen er blevet en vane, som folk i Bagdad bliver nødt til at affinde sig med. Der er dog én ting, som ingen kan vænne sig til - ofrene som hver nat, hver dag, plottes ind i dødsstatistikken.