Loyalitet over for USA kan være risikabel

USA's koalition af villige i Irak er blevet til en koalition af uvillige bortset fra et par enkelte trofaste venner som Storbritanniens premierminister, Tony Blair, og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der tilsyneladende holder fast lige til det sidste. Allerede i begyndelsen af ugen blev den amerikanske præsident, George W. Bush, mindet om, hvor uvillig koalitionen er blevet. Mandag morgen talte Bush med Den Dominikanske Republiks nyvalgte præsident, Leonel Fernandez, som har trukket sine soldater ud af Irak, og op til sidste weekend afsluttede Spanien sin tilbagetrækning fra det irakiske hængedynd. Enegang er skidt Så galt går det næppe, når Fogh fredag mødes med Bush i Det Hvide Hus, men hvis det står til den amerikanske forfatter og kommentator Mark Hertsgaard, så giver Fogh som en nær ven af Amerika og trofast allieret i Irak Bush klar besked om, at »multilateralisme yder beskyttelse selv til den stærkeste magt, og at det derfor er langt at foretrække frem for enegang, akkurat som Tysklands kansler, Gerhard Schröder, udtalte for en uge siden«. »Den danske statsminister kan både være venlig over for Bush og samtidig kritisk konstruktiv i bestræbelserne på at bringe regeringen til fornuft. Fogh må sige noget positivt, hvilket er vigtigt i diplomati. Derefter kan Fogh kritisere«, siger Hertsgaard, som blandt andet er kendt i Danmark for bogen 'Forklaring på Amerika', til Politiken. Lytter Bushregeringen til små lande som Danmark? »Udenrigsminister Colin Powell er den eneste i regeringen, som forstår betydningen af i hvert fald at lade, som om han lytter. Jeg er ikke sikker på, at han virkelig lytter, men han lader i det mindste som om. Problemet med Bush er, at han ikke lytter, og selv om jeg mener, at den danske statsminister skal fremsætte sin konstruktive kritik under mødet, så beklager jeg at måtte sige, at Bush næppe følger Foghs råd. Bush lytter kun til sine rådgivere og den almægtige Gud, som han har et nært forhold til«. Det Hvide Hus sætter pris på loyalitet Loyalitet er en egenskab, man sætter højt i Det Hvide Hus, men det kan ifølge Hertsgaard være farligt, hvis man læner sig for tæt op ad præsident Bush og hans politik. »Spaniens tidligere ministerpræsident Jose Maria Aznar er et eksempel på, hvor galt det kan gå for et parti, som uforbeholdent støtter Bush. Australiens premierminister, John Howard, ser også ud til at stå over for en meget usikker politisk fremtid på grund af sit engagement i Irak. Italiens Silvio Berlusconi har ligeledes problemer. Der er ingen tvivl om, at udenlandske politikere, som står sammen med Bush, er i fare«. Blairs problem Bush kan også rive en statsminister i et lille land som Danmark med sig i faldet, hvis præsidenten ikke tager hensyn til sine allierede, mener Hertsgaard: »Hvis Bush er smart, så indser han, at han også må give ledere som den danske statsminister et eller andet og ikke bare forvente, at de står ret og gør, som Washington ønsker. Det var nøjagtig, hvad Bush gjorde med Tony Blair, og det kan koste den britiske premierminister hans politiske karriere. «. Man kan ikke bebrejde de lande med Spanien i forgrunden, som har fået kolde fødder i Irak, for at koalitionen af villige er blevet en koalition af uvillige, mener Hertsgaard. For det første er den oprindelige retfærdiggørelse af krigen undermineret. For det andet har Bushregeringen ikke den fjerneste ide om, hvordan engagementet i Irak skal blive en succes. Bush' tale var ingen succes Hertsgaard mener ikke, at Bushs såkaldt »krystalklare plan« i en tale mandag aften bragte succesen nærmere. En virkelig ændring vil kræver fyringer på topplan, og de kommer næppe: »Det er højst usandsynligt, at præsidenten vil fyre medlemmer af sit hold af nationale sikkerhedsrådgivere, og uden udskiftninger kan jeg ikke forestille mig et alternativ til den nuværende kurs. Så længe Bush fortsætter ad det nuværende spor, vil man opleve et stigende antal voldshandlinger i Irak, både mod de amerikanske styrker og koalitionens soldater«. »Derfor er det ikke overraskende, at flere lande ønsker at trække sig ud af Irak, især fordi befolkningerne i mange af de pågældende lande var stærkt imod deltagelse i krigen fra begyndelsen, men regeringerne tog alligevel del. Det kostede et regeringsskifte i Spanien, og i Italien kan der godt ske det samme. Den danske statsminister må også have grund til bekymring«. Trusler og løfter »Befolkningen og medierne i Danmark må derfor gøre alt for at finde ud af, hvad der bliver sagt mellem Bush og Fogh bag lukkede døre under de private samtaler i Washington. Hvilke løfter afgiver Bush, eller hvilke trusler fremsætter præsidenten for at banke Danmark på plads«. Uanset om Bush fortsætter i Det Hvide Hus, eller præsidenten hedder John Kerry efter valget, så mener Hertsgaard, at USA kun har én mulighed i Irak. Amerikanerne må indrømme, at de begik en fejl. Derefter må man bede det internationale samfund om hjælp for at få det bedste ud af situationen i Irak. På grund af Bushs kurs er der ikke længere attraktive muligheder, men kun dårlige valg. USA skal ikke alene være en del af en ny international styrke, men bør også finansiere den på grund af de hidtidige fejltagelser. FN-resolution kan redde Bush »USA må under ingen omstændigheder få kommandoen over en ny styrke, for så vil heller ikke en international styrke fungere«, siger Hertsgaard. Ved hjælp af en ny FN-resolution og international deltagelse i Irak kan krigsmodstandere som Frankrig og Tyskland være med til at redde Bushs præsidentpost, mener mange. Hertil siger Hertsgaard: »Jeg er helt sikker på, at det ikke er, hvad de håber. Ingen siger det direkte, men de fleste regeringer i verden håber desperat, at Bush bliver slået ved præsidentvalget. De vil ikke gøre noget for at hjælpe ham. Jeg tror nu ikke, at tyskerne og franskmændene risikerer at redde Bush, for det resolutionsudkast, der er fremlagt i Sikkerhedsrådet, går slet ikke vidt nok. Bush vil aldrig gå med til, at amerikanske soldater kommer under udenlandsk kommando. Han vil heller aldrig opgive, at Iraks ressourcer privatiseres«.