»Sådan gjorde de«, siger sheik Assa'ad al-Khazargy og lægger sig på knæ med ret ryg og hænderne foldet bag nakken. »En soldat satte knæene i ryggen på mig og pressede mit bryst ind imod en bordkant. Og så truede de med at slå mig ihjel. Det er da tortur«. Blev fanget 9. juni Sheiken er en af de fire irakere, der blev fanget af danske styrker 9. juni i år og ført til Camp Eden, hvor han blev afhørt af den kvindelige efterretningsofficer, der nu er sendt hjem og beskyldes for at have mishandlet irakiske fanger. Irakerne blev anholdt få dage efter et bagholdsangreb mod en dansk patrulje. En af de danske biler blev ramt af flere skud, men ingen blev såret. Sheiken sidder sammen med en anden af de fire, Mohammed Jassim, i et hus i Al Qurna, 15 kilometer fra den danske lejr, hvor Politiken mødte dem. De er meget vrede over den behandling, de har fået, men indvilger alligevel i at fortælle, hvordan de har oplevet turen gennem de danske styrkers fangebure. Sheik Assa'ad al-Khazargy fortæller om arrestationen: »De tog os med til lejren. Mine hænder var bundet på ryggen, og jeg blev sat ind i en lukket gård, hvor jeg skulle stirre lige ind i muren. Hvis man prøvede at dreje hovedet, tvang en soldat det tilbage. Sheik Najim (en tredje af de anholdte, red.) spurgte: »Er det her demokrati?«. »Ti stille!«, råbte soldaterne«. »Der var ikke noget tag på, og solen bagte lige ned. Jeg var tørstig og bad om noget vand. De kastede en flaske hen til mig, men vandet var kogende hedt«. Afhørt af kvinde »Så blev jeg ført til afhøring i et telt ved siden af. Det var en kvinde, der stod for afhøringen. Hun havde kort hår og briller (ligesom den danske efterretningsofficer, red.). Der var også en tolk, en ung palæstinensisk kvinde (der er to kvindelige militære tolke af palæstinensisk oprindelse i den danske lejr, red.)«. »Tolken sagde, at kvinden, der stod for afhøringen, var britisk. Jeg ved ikke, hvor hun kom fra«, forklarer sheik Assa'ad. »Jeg skulle ligge sådan her under hele afhøringen«. Sheiken rejser sig fra skrædderstillingen på gulvet, hvor vi sidder på et tæppe under interviewet. Han lægger sig på knæ og folder hænderne bag nakken. »De spurgte, hvad jeg laver. Jeg svarede, at jeg er skolelærer og lærer børnene at bede. De sagde, at de ville holde mig i fængsel resten af livet, hvis jeg ikke fortalte, hvem der stor bag angrebet. De viste mig en liste med navne, som jeg ikke kender en eneste af«. »Dræb mig bare« »En soldat satte knæene i ryggen på mig og pressede mig ind mod et bord. Jeg sagde: »Jeg ved intet, dræb mig bare, ligesom Saddam gjorde ved os irakere«. Kvinden, der var forhørsleder, sagde: »Det gør vi også, hvis du ikke vil fortælle, hvem der angreb os««. »De tog også mine fingeraftryk, fordi de sagde, at de havde fundet nogle våben. Jeg sagde: »Gør det bare, jeg er uskyldig««. »Sådan blev det ved i halvanden time, jeg ved det, for jeg har ur på. Jeg spurgte den palæstinensiske tolk: »Hvorfor presser soldaten knæene ind i min ryg?«. Hun svarede: »Jeg har ikke magt til at bestemme noget«. Men hun var ked af det og vred på mine vegne«, fortæller sheik Assa'ad. Tolken blev vred Mohammed Jassim oplevede en tilsvarende behandling, men det var med en mandlig forhørsleder og en kvindelig tolk, og denne gang blev tolken til sidst så bekymret og vred over behandlingen af den irakiske fange, at hun smækkede sin notesbog i bordet og forlod forhørsteltet. »Det startede med, at jeg skulle ligge på knæ med hænderne foldet bag nakken. De sagde, at jeg havde angrebet dem. Jeg svarede: »Hvad er jeres bevis. Vi shiamuslimer angriber ikke nogen uden varsel«. De kaldte mig en kujon og en stor løgnhals. Forhørslederen råbte: »Hvis du ikke har været med, må du vide, hvem der har gjort det. Jeg skyder dig, hvis du ikke fortæller sandheden!«. Jeg svarede: »Det er ikke noget nyt, sådan var det også under Saddam. Og nu vil de danske styrker gøre det samme«. Officeren, der havde tre stjerner på skjorten, svarede, at han ville skyde mig. Det sagde han tre gange. Og han pegede på mit hoved med sin finger«. »Efter halvanden time sagde jeg, at det gjorde ondt i benene, og jeg bad om at ændre stilling. Officeren svarede: »Jeg vil dræbe dig med en kugle eller på denne måde«. Så var det, at tolken blev nervøs og gik ud fra teltet. Officeren tændte en cigaret. Han drak også vand af en flaske, og jeg sagde: »Mister, water«. »No«, svarede han. Kort efter besvimede jeg. Jeg havde hverken fået vand eller mad, siden jeg var blevet anholdt om morgenen. Og det fik jeg heller ikke, inden jeg blev løsladt ved 23-tiden. Da havde jeg været anholdt i 14 timer. Lige siden har jeg døjet med hovedpine og ondt i knæene«. Partsindlæg Sådan lyder sheik Assa'ad al-Khazargys og Mohammed Jassims fortælling. De er begge tilknyttet den unge, yderliggående shiamuslimske præst Muqtadar al-Sadrs organisation. Derfor skal deres forklaringer også ses som partsindlæg i diskussionen om, hvordan irakiske fanger er blevet behandlet i den danske lejr. Men for eksempel deres demonstrationer af, hvordan de skulle ligge på knæ med hænderne bag nakken, minder slående om den beskrivelse, der er kommet fra den danske styrkes tidligere chef Henrik Flach. Under interviewet sidder begge mænd på et tæppe på cementgulvet i et hus i Al Qurna. Væggene er malet grønne, og der hænger citater af Koranen på væggen. Der er kun et enkelt billede. Det forestiller den unge præst Muqtadar al-Sadr, som holder til i den hellige by Najaf, hvor der i disse dage er kampe mellem hans tilhængere og amerikanske styrker. Uroen i Najaf og nabobyen Kerbala har rumlet i månedsvis. Arvede tilhængere Huset, vi mødes i, er stort. Det er kontor for al-Sadrs tilhængere i Al Qurna, der med omkring 50.000 indbyggere er den ene af to større byer i den danske styrkes område. Muqtadar al-Sadr er en yngre præst på omkring 30 år. Han har arvet sine tilhængere efter faren, den højt respekterede religiøse leder Mohammed al-Sadr, som Saddam Hussein lod henrette i begyndelsen af 1990'erne. To store portrætmalerier pryder husets forside: Det ene er Mohammed al-Sadr, det andet sønnen Muqtadars. Han er endnu for ung til at påkalde sig respekt i brede shiamuslimske kredse. Derfor har han spillet et aggressivt magtspil siden krigen sidste år, hvor han ligesom i disse dage udfordrer de udenlandske besættelsesstyrker med sine egne militssoldater. Hans milits hedder Al-Mehedis Hær og er opkaldt efter den 12. og sidste imam efter profeten Muhamed, som grundlagde Islam. Store knægte Militsen tæller mellem 5.000 og 10.000 mand. Også her nær den danske lejr har han sine støtter, for kontoret er bevogtet af flokke af unge militsfolk - mange er vel nærmest store knægte - med tørklæder om hovedet og skudklare AK47-automatrifler eller propeldrevne granater i hænderne. Al-Sadrs milits kontrollerer tilsyneladende en god del af byen omkring kontoret, for de har oprettet flere vejspærringer, hvor de kontrollerer trafikken. Nogle steder sker det i samarbejde med irakiske politibetjente i uniform. Under vores møde kommer der endda uniformerede betjente ind på kontoret, så sammenblandingen af statslig magt og yderliggående religiøsitet er helt åbenlys. Da vi forlader byen, har de unge militsfolk rykket deres stillinger endnu længere frem og kontrollerer et vejkryds og en bro i byens udkant - mens politifolk står og ser til. Lidt længere borte træffer vi en dansk patrulje på tre køretøjer med kurs mod Al Qurna - et oplagt mål for en konfrontation, fordi de danske soldater skal håndhæve koalitionsstyrkernes magt over situationen. Det er den konfrontation med Muqtadar al-Sadrs milits, som de danske styrker også møder andre steder i deres område. Derfor rettedes mistanken straks mod militsen, da to danske biler blev angrebet i et baghold 6. juni i år ved 23-tiden. Tre dage senere, 9. juni, rykkede danskerne ud med en magtfuld styrke og omringede kontoret her i Al Qurna. Her blev sheik Assa'ad al-Khazargy, Mohammed Jassim, sheik Najim al-Isawy og sheik Hasib, som leder kontoret, anholdt og ført til afhøring i den danske lejr Camp Eden. Stadig tilbageholdt Tre af de fire anholdte er blevet løsladt, to af dem samme dag, som de blev anholdt. Sheik Najim sidder stadig tilbageholdt i den britiske lejr Shaiba omkring 20 km vest for Basra, hvortil han blev overflyttet efter afhøringen i Camp Eden. Men anholdelserne har åbenbart ikke kølet kampiveren hos Muqtadar al-Sadrs militsfolk. De kan vise sig at blive et alvorligt problem, når den danske lejr senere på måneden flyttes omkring 80 km længere sydpå, og det danske ansvarsområde mangedobles til at omfatte hele det sydlige Irak med undtagelse af Basra by. Pludselig skal de omkring 500 danske soldater med hjælp fra et halvt hundrede litauere og godt 300 briter kontrollere et områder, der er på størrelse med Danmark - og hvor det vrimler med hundredvis, måske tusindvis af bevæbnede unge al-Sadr-tilhængere.