Kosovas serbere bekriger hinanden

Mens tusindvis af opstemte albanske vælgere deltog i de afsluttende valgmøder i Kosovas hovedstad, Pristina, op til parlamentsvalget i morgen, var de serbiske enklaver præget af bitre boykotmøder. Fjendskabet mellem serbere og albanere er ikke blevet mindre i Kosova efter fem år som FN-protektorat, styret af UNMIK. Men det er ikke det, som har præget valgkampen mest. De albanske partier sviner hinanden til med hårde beskyldninger, men de er alle enige om hovedmålet: Kosovas selvstændighed. Serberne er imidlertid i bitter splittelse, om de skal deltage i valget. Valget er en prøve For UNMIK er valget en prøve på, om der er sket fremskridt i retning af det multietniske samfund, som er en forudsætning for, at FN's Sikkerhedsråd skrider til beslutning om Kosovas fremtidige status. Valgkampen tyder ikke på de store fremskridt. »Der er kun sket den bedring siden albanske ekstremisters angreb på serbere i marts, at ledende albanske partier taler pænere til os. Men i praksis lever serberne stadig i isolerede enklaver, og det er utænkeligt i valgkampen, at serbiske og albanske politikere f.eks. optræder sammen«, siger Oliver Ivanovic, spidskandidat på Den Serbiske Liste. Splittelse Partiet er nydannet, efter at bevægelsen Povratak (Tilbagevenden), som repræsenterede serberne i det gamle parlament, er splittet på spørgsmålet om boykot. På OSCE's kontor i Pristina var der travlt i sidste weekend med ved håndkraft at stemple den nye liste på 1,6 millioner stemmesedler. »Desværre har boykotbevægelsen taget til i styrke, så vi skal være glade, hvis blot ti procent af serberne stemmer«, siger Ivanovic. Flere tusinde serbere deltog onsdag aften i boykotmøde i Ivanovic' hjemby, Mitrovica, der er delt i en serbisk og albansk del. »Mange tilslutter sig det synspunkt, at deltagelse i valget betyder legitimering af det albanske styre«, siger Ivanovic. Boykot Serbiens regering, ledet af Vojislav Kostunica, har sammen med den ortodokse kirke opfordret til boykot, mens Serbiens præsident, Boris Tadic, indtrængende har opfordret serberne til at bruge deres stemmer i Kosova. »Hvad enten Kosova bliver selvstændigt eller forbliver under Serbien, så er vi mange, som vil blive og vil ud af isolationen«, siger Ivanovic. I den serbiske enklave Gracanica, et kvarters kørsel fra Pristina, ses rester af pigtrådshegn, som har adskilt talerstolen fra tilhørerne under boykotmøder - ikke af frygt for angreb mod de serbiske talere, men »som symbol på serbernes liv bag pigtråd i Kosovo«, siger en ældre serber. Han siger: »Det er kun slaver og spytslikkere for Vesten, som vil stemme«. »Jeg er ikke slave, men enig med præsident Tadic i, at vi ikke må sige nej til medbestemmelse«, siger en yngre kvinde. Han hvæser »Forræder. Du sætter dig også op imod vores kirke«. »Den bør ikke blande sig i politik«, siger hun. Kirkens overhoved, Patriark Pavle, hævder, at han ikke blander sig i politik, når han opfordrer til boykot. Det er »forsvar for serbernes menneskerettigheder«, hedder det i en erklæring fra Pavle. I Kosova er biskop Artemije i Raska-Prizren den mest aktive kirkelige fortaler for boykot. »Kirken er uforskammet aktiv i dette voldsomme tilbageslag for moderate Kosovo-serbere«, siger Ivanovic. Den 25-årige albanske bankfunktionær Bujar siger på en cafe i Pristina: »Forsoningen lader vente på sig, fordi økonomisk velfærd gør det samme. Med mindst 70 procent arbejdsløse og stagnation, ja tilbageslag i økonomien, har jeg svært ved at se en grund til at stemme. Vore albanske partier skriger om selvstændighed, men vi lever af international hjælp, sort arbejde og smugleri«. Hans jævnaldrende ven, juristen Xhevdet, siger: »Her har vi kun meget fattige og meget rige. Der er ingen reel mellemklasse, som skal til for et fungerende samfund. Partier konkurrerer om at love selvstændighed hurtigst. De skulle hellere tale om, hvordan de vil forbedre vores daglige liv«. Imens forlader begejstrede vælgere det afsluttende møde på Pristinas stadium for præsident Ibrahim Rugovas parti. »Selvstændighed. UNMIK ud«, råber de, da de passerer hovedkvarteret for den internationale administration, der stadig træffer de afgørende beslutninger i Kosova. I Pristinas pulserende liv træffes kun få serbere. »Vi holder jo helst vores mund for ikke at blive genkendt«, siger en ung serber og tilføjer: »Kald mig bare Milan«.