Tysk valg i hænderne på konservativ topdommer

Inden 1. september vil den tyske Forfatningsdomstol i Karlsruhe afgøre, om Tyskland får valg 18. september. Præsident Horst Köhler, kansler Gerhard Schröder og den tyske Forbundsdag har kaldt vælgerne til stemmeurnerne med en argumentation, der balancerer på kanten af, hvad den tyske forfatning tillader. Derfor skal den politiske beslutning nu tages op i Karlsruhe, og Forfatningsdomstolen har det endelige ord. Det bliver Udo Di Fabio, der forbereder sagen og fremlægger den for sine syv dommerkolleger, inden voteringen begynder. Det er også Di Fabio, der formulerer den afgørelse, som de otte dommere samlet skal tage stilling til. Derfor vil hans argumenter for og imod et valg i utide, som grundloven egentlig forbyder, blive styrende for den endelige afgørelse, der ventes at falde senest 1. september. Indflydelsesrig Det giver altid anledning til kommentarer, når den amerikanske præsident udnævner nye højesteretsdommere. Men man er sjældent opmærksom på, at EU's største medlemsland Tyskland ligesom USA har en forfatningsbaseret højesteret, hvis afgørelser står over politikernes, og hvis indflydelse på det tyske samfund og det europæiske arbejde er betydelig. Di Fabio er en af Tysklands mest indflydelsesrige mænd. Han anses for at være sværvægteren i landets højeste fortolker af grundloven. Sidste mandag var han blandt det flertal i domstolen, der tilintetgjorde den et år gamle tyske lov om udlevering af terrormistænkte til andre EU-lande. 'Forklædt tysker' Men Udo Di Fabio kan mere end dømme. Han kan også fordømme, og det har han senest bevist i bogen 'Frihedens kultur', som netop er udkommet. Heri får læseren at vide, at Adolf Hitler ikke var tysker, men kun {rdquo}forklædt tysker{rdquo}. Bogen er en katolsk dommers hyldest til treenigheden nation, religion og familie og et angreb på et moderne samfund, der sætter spørgsmålstegn ved grundfæstede familieværdier som f.eks. kvindefrigørelsen. Di Fabio går så vidt, at han angriber vore dages ægteskabspagt, fordi den snarere end at være udtryk for en kærlighedserklæring er en socialteknisk kontrakt, der bygger på gensidig mistro og forbehold. Immigrant Den lærde 51-årige dommer, hvis bedstefar emigrerede fra Italien til Tyskland i 1920, og hvis far var stålarbejder i Ruhrområdet, stiller sig også uforstående over for lovreguleret arbejdsløshedsforsikring og den statslige arbejdsanvisning: »Mennesket kan præstere alt, hvis det tror, det kan præstere alt«, er hans opskrift på, hvordan man kommer frem i verden, uden at staten skal være ens barnepige. For ham består »det gode liv« i øvrigt særligt deri, at man »lever i en familie, der er velsignet med børn«. Di Fabio betegnes som en {rdquo}værdioffensiv dommer{rdquo} i Karsruhe. Han er doktor i såvel jura som sociologi og anses for en af landets mest retslærde jurister. Han blev som første {rdquo}gæstearbejderbarn{rdquo} indsat i Forfatningsdomstolen af den konservative Helmut Kohl-regering, kort før den gik af i 1998. Skeptisk over for EU Di Fabio ser med skepsis på det europæiske samarbejde, hvor det kommer i konflikt med nationale tyske interesser. EU skal efter hans mening ikke stræbe efter at blive en union, og fællesskabet skal ikke være emsigt i sin trang til territoriale udvidelser, skriver han i sin bog med en kraftig henvisning til planerne om at optage Tyrkiet i EU. Di Fabio er kraftig modstander af den {rdquo}kanonisering af skyld{rdquo}, som bestandigt kræver, at Tyskland skal iklæde sig sæk og aske, når talen er om Hitler-riget og dets ugerninger. Man må, mener højesteretsdommeren, skelne mellem {rdquo}skyld, uformåen og tragik{rdquo}, hvormed han mener, at det tyske folk var offer for en forfører, der lokkede det med falske løfter og et bedragerisk skønmaleri af borgerlig idyl. Ikke tysker Men Hitler var slet ikke tysker. »Ikke fordi han var af østrigsk herkomst«, fremhæver Di Fabio, »men fordi han ikke ejede forståelse for den prøjsiske statstjeners anstændighed eller den bayerske katolicismes hjemstavnskærlighed eller livsglæde og ikke havde nogen tilbøjelighed til flid og hårdt arbejde, ingen sans for den tyske livsform, borgerlig næstekærlighed og kristelige traditioner«. Andre har som bekendt fremhævet andre og måske endnu mere belastende mangler i Hitlers karakter, men for Di Fabio rækker denne forklaring på, at den tyske diktator og massemorder faktisk ikke var tysk. Di Fabio er ikke medlem af noget parti. Men hans politiske trosbekendelse lyder således: Af de konservative har han lært at værdsætte respekt for institutionerne, for ægteskabet, familien, staten og også for medierne. Af Socialdemokratiet har han lært at kæmpe for chancelighed, og af de liberale betydning af præstationsopmuntring, konkurrence og marked.