»Jordskælvet er Guds straf«

Floden slynger sig mellem de grønne bjerge, hvor høje fyrretræer rækker mod himlen. Balakot har ry for at være en af Pakistans smukkest beliggende byer. På afstand er skønheden iøjnefaldende. Men efterhånden bliver den grufulde sandhed kun alt for tydelig. Hvor byen slyngede sig op ad bjergsiderne, er der nu kun ruiner. Det ser ud, som om en enorm flodbølge af murbrokker er skyllet ned mod floden. Der står ikke mange huse tilbage, resten er ruindynger: skoler, hospital, politistation, markeder, alt er væltet. Fem-seks-etagers bygninger er reduceret til tre meter brokker. Ødelæggelserne her er værre end i Kashmirs provinshovedstad, Muzaffarabad, som ligger 35 km mod syd. Selv om Balakot har begravet tusinder, bliver der stadig trukket lig ud. De bliver hurtigt viklet ind i hvidt lærred og efter en kort bøn lagt ned i et hul og dækket med jord. Ingen tid til identifikation - hvis der ikke lige er familiemedlemmer i nærheden, når det sker. Lugten er ram Gravene bliver gravet overalt. På en lille græsplæne er der en udendørs lægeklinik i den ene ende, hvor en læge og sygehjælper tager sig af en kø af patienter, mens andre går rundt og roder i papkasser med medicin for at finde noget, de kan bruge. I plænens anden ende er et hjælpehold ved at tømme en lastbil for tæpper og kasser med mad. Indimellem har gravere gravet en halv snes huller, som i løbet af formiddagen blev fyldt med lig. De fleste mennesker i nærheden bærer et mundbind, for lugten er ram. Men arbejdet skal gøres, og lægen skynder på redningsfolkene for at få ligene dækket med jord i en fart. Fredagsbøn Også byens moskeer er blevet til ruiner. Kun en eneste kan bruges til fredagsbønnen. Og den er også beskadiget, stueetagen er kollapset, så førstesalen nu står i jordhøjde. Det var herfra imamen ledede bønnen for 200-300 mænd, som bredte bedetæpperne ud mellem murbrokkerne og på taget af moskeens skolebygning, som er faldet helt sammen. Imamen sad mellem moskeens revnede mure og fortalte, at jordskælvet er Guds straf, fordi folk heromkring er dårlige muslimer. »I skal bede til Gud hver eneste gang. I skal overholde ramadanens regler om hverken at drikke eller spise i dagens løb. Ellers vil Gud straffe jer igen«, lød det fra imamen. Han sagde også, at profeten Muhammed allerede for 14 århundreder siden havde forudsagt, at jordskælv vil komme og verdens ende være nær. Skoser menigheden Imamen fortalte også, at han havde mistet en søn i jordskælvet. Han skosede folk for kun at interessere sig for deres familie, da katastrofen var sket - uden at tage sig af andre mennesker, som var kommet til skade. Så rettede han en voldsom kritik mod regeringen, fordi byen stadig mangler hjælp. »I to dage græd folk og var ved at gå til af tørst og sult«, sagde han. Så kom private hjælpegrupper, mens myndighederne stadig lader vente på sig. »Havde vi fået hjælp fra starten, kunne mange liv være reddet, måske halvdelen. Men vi havde intet materiel til at redde folk ud«, sagde imamen. Iskolde nætter Det er en kritik, som går igen blandt de overlevende, der trænges i gaderne mellem lastbilerne med nødhjælp. »Hvorfor får vi ikke ordentlig hjælp? Det hele går til Muzaffarabad, fordi det er der, politikerne bor«, siger Mohammed Niaz. Han har mistet en bror og en fætter i jordskælvet. Et øjeblik efter kommer en ældre mand hen og viser sit identitetskort og beder om at blive skrevet op til et telt. Han skynder sig også at forklare, at det skal bruges til tre familier, som har omkring 20 overlevende medlemmer. Og at vi skal hjælpe ham med at bære teltet op over bjergene, for det skal til landsbyen Jeocha, som ikke har fået nogen som helst hjælp. Derfor er han vandret herned for at skaffe mad og medicin og telte, så familierne kan klare nætterne, der allerede nu er isnende kolde. Lang vandring Kort efter kommer Mohammed Ali iført en stor rygsæk. Han er på vej til sin families landsby, Ghoonja, som er 24 timers vandring: »Vejene er ødelagte, her er kun stier. Og ingen hjælp er kommet frem. Jeg var i Islamabad, da det skete. Og jeg har lige hørt, at min bedstemor og min eneste bror, hans kone og deres to små piger er døde. Nu skal jeg hjem og hjælpe resten«, siger han og sætter kursen mellem ruinerne og op mellem fyrretræerne og bjergtinderne.