Både i den mangeårige konflikt med væbnede palæstinensiske grupper og nu med krigen imod Hizbollah i Libanon er Israel fra flere sider blevet beskyldt for at benytte sig af alt for meget militær magt. Samtidig beklager Israel sig både i forbindelse med palæstinenserne og i forbindelse med Libanon over, at naboernes styrer er svage. Politiken har bedt to israelske eksperter, den ene professor i sociologi og statskundskab, den anden tidligere militær- og efterretningsofficer, om at forklare logikken set med israelske øjne. »FN har fejlet« Shlomo Avineri, fra det Hebraiske Universitet i Jerusalem lægger først og fremmest ansvaret for situationen i Libanon - katastrofen, som han kalder den - hos FN og det internationale samfund. »FN tager de rigtige beslutninger, men sørger ikke for at få dem gennemført. Da Israel i 2000 trak sig ud af Libanon, opfyldte vi vores del af FN's Sikkerhedsråds resolution 425. Men den libanesiske regering, der ifølge den resolution, var forpligtet til at sende sin hær ned til den libanesisk-israelske grænse, opfyldte aldrig sin del. Og det internationale samfund gjorde ingenting«, fastslår professor Avineri. »Samtidig er det nu næsten to år siden, FN i 2004 vedtog resolution 1559, der krævede Syrien ud af Libanon og Hizbollah afvæbnet. Havde det internationale samfund gjort sig umage for at få de to resolutioner gennemført, havde vi ikke haft denne krise«. »Derfor sidder generalsekretær Kofi Annan, der havde det moralske ansvar for katastrofen i Rwanda, også med et moralsk ansvar for katastrofen i Libanon. Og mødet i Rom onsdag er endnu et bevis for, at det internationale samfund er dygtigt til at tale, men ikke til at handle«. Støtte til LibanonMen kan det hjælpe Israel, at bombe infrastruktur og dermed påføre Libanon store omkostninger?

»Problemet er, at Libanons regering er så svag, at den ikke kan udøve sin suverænitet i hele landet. Hizbollah har så at sige kapret Libanon. Ved at bombe veje og broer har Israel standset for tilførsel af nye våben til Hizbollah. Det ser ikke godt ud på billederne, og man kan diskutere, om det er for meget, men der kan ikke være tvivl om, hvem de israelske ødelæggelser er vendt imod og hvorfor. Libanon har brug for international støtte«. Man har brugt den samme taktik, med at ødelægge infrastruktur også over for det palæstinensiske selvstyre, samtidig med at man kritiserer den palæstinensiske ledelse for at være svag?

»Her er spørgsmålet igen, kan selvstyret overhovedet styre?«, svarer Shlomo Avineri. »Mahmoud Abbas siger det rigtige, men kan ikke gennemføre, det han siger. Fordi han gerne vil overleve, lægger han ikke vægt bag sine ord og tager ikke et opgør med dem, der modarbejder ham. Han har nu i over et år fastholdt, at der skal være en lov, et styre og et sikkerhedsapparat i det palæstinensiske selvstyre, men han prøver ikke engang at gennemtvinge det«. »Rammer Hizbollah« Yossi Alpher er tidligere chef for Jaffee Center for Strategiske studier på Tel Aviv Universitet. Han kom til den post fra en toppost i Mossad, den israelske efterretningstjeneste, og i dag er han medudgiver af internet tidsskriftet www.bitterlemons.com. »Den infrastruktur, der er blevet ramt, har hjulpet Hizbollah. Broer, veje og lufthavnenes landingsbaner har været brugt til at bringe Hizbollah nye våben og til at transportere raketter fra Beirut til et sydlige Libanon. Israel har bombet Hizbollahs affyringsramper for Zilzal-raketter, der kan nå helt til Tel Aviv. Israel bombede først det libanesiske militærs kystradarstation, da det stod klart, at militæret havde givet stationen til Hizbollah, som styrede deres raketangreb mod et israelsk marinefartøj derfra«. Yossi Alpher indrømmer, at »det kan være«, at nogle israelske angreb har været forsøg på at påføre Libanon smerte »for at understrege, at en stærk Hizbollah-bevægelse, er til skade for Libanon«, men han fastholder, at »de fleste mål har været taktisk militære mål«. Syrien er nøglen Men hensyn til Israels omfattende angreb på palæstinensiske sikkerhedsinstallationer, politistationer og fængsler i årenes løb, er Alpher langt mere kritisk: »Det var en fejl at angribe sikkerhedsstyrkerne. I dag ved vi, at Yassir Arafat ikke var en fredspartner, men det har været en fejl, at Ariel Sharon, da han var premierminister, ikke gjorde mere for at støtte Mahmoud Abbas«. »Men«, tilføjer Yossi Alpher, »Når det er sagt, har palæstinenserne med Hamas selv valgt et militant islamisk styre, der ikke anerkender Israels eksistens. De fortsatte israelske angreb på Hamas' væbnede mænd kan måske få gjort dem så bange, at de en dag begynder at opføre sig ordentligt. Fred med Hamas, tror jeg ikke på, er muligt«. Er fred med Libanon mulig?

»Israel får først fred med Libanon efter at have sluttet fred med Syrien. Det er klart, at Syrien kræver Shaba Farmene og Golanhøjderne tilbage, men vi ved endnu ikke, om Syrien vil være villig til, at give Israel de sikkerhedsgarantier, vi kræver, til gengæld«. Selv for en »kold fred« mener Yossi Alpher det er værd at indlede en syrisk-israelsk dialog.