Ziads håb for den syriske revolution begyndte at krakelere en sommerdag i 2012, hvor en demonstration på Aleppos universitet pludselig tog en ildevarslende drejning.
Siden er drømmen om et demokratisk Syrien gået helt i stykker, og når Ziad i dag tænker tilbage, kritiserer han sig selv og sine egne for at have været alt for arrogante og ambitiøse i deres mål. Hvis bare de havde taget masserne alvorligt og lyttet til dem, kunne det måske være gået anderledes, mener han.
