Valentina Bobrova er 56 år og har arbejdet på spinde- og trådfabrikken i Sankt Petersborg, siden hun var 14 år gammel. Hvis ikke hun tager overarbejde, tjener hun 26.000 rubler eller godt 3.000 danske kroner om måneden.
I forhold til købekraften er det mindre end halvdelen af, hvad hendes kolleger på fabrikken tjente for 100 år siden. Dengang – 23. februar 1917 ifølge Ruslands daværende tidsregning og 8. marts ifølge den nuværende – gik fabrikkens kvindelige arbejdere på gaden i protest mod mangel på brød, ringe arbejdsvilkår og det russiske tsardømmes deltagelse i Første Verdenskrig, der holdt deres mænd langt fra hjemmet.


























