Omkring klokken kvart i fem om morgenen tirsdag 2. november 1976 rystede en enorm eksplosion de mondæne kvarterer i Paris’ 15. arrondissement.
Det var natten efter den franske Allehelgensdag, Toussaint, hvor man mindes de døde. Det var også natten, hvor det med et brag gik op for Marine Le Pen, at hendes far ikke var nogen almindelig far, og at livet aldrig ville blive det samme igen.
Ejendommen i gaden Villa Poirier nummer 9 var stille få minutter, før Marines mor, Pierrette, begyndte at skrige. »Jeg troede, at alle mine børn var døde«, fortæller hun senere i bogen ’La Politique malgré elle’. De tre døtre – Marie-Caroline på 16, Yann på 13 og Marine på 8 år – lå og sov ovenpå i familiens to etagers lejlighed, da fem kilo dynamit detonerede og flåede det meste af bygningens facade i stumper og stykker.
Aldrig senere i livet skulle Marine Le Pen glemme, hvordan hun vågnede dækket af støv og glassplinter.
