Forventningen og spændingen var mærkbar, da de delegerede fra Front National begav sig til kongrespalæet i byen Tours i begyndelsen af 2011. De vidste, at partiets 24. kongres ville gå over i historien, for ’chefen’ trak sig til fordel for sin datter.
»Jeg har kæmpet sammen med Jean-Marie i over 30 år. Vi har været i slagsmål med kommunister, medierne har svinet os til, vores familier har set skævt til os. Men nu er vi et parti, alle regner med. Det er Jean-Maries fortjeneste«, sagde et partimedlem til Politiken. Veteranerne så frem til nye tider, men de frygtede samtidig springet ud i det uvisse med en ny leder.
Forandringen var til at få øje på inde i kongressalen. Væk var de gamle Hitler-romantikere, nynazisterne og deres boder med nazilitteratur, som gennem årtierne under Jean-Marie Le Pens enevælde havde mindet om en ulmende vold, racisme og antisemitisme i partiets undergrund.
Kun en af de gamle soldaterkammerater og medstiftere af Front National holdt stand i et hjørne bag et lille bord med pjecer om det franske koloniriges storhedstid. Men han forsvandt efter få timer. »Jeg hører ikke længere til her«, sagde han.
