Hver morgen ankommer der en lille varebil med vanddunke til landsbyen Song. De få indbyggere, der er tilbage, tør ikke drikke det vand, som kommer ud af hanerne, hvilket virker ret indlysende for enhver, som besøger landsbyen.
Der findes næppe noget mere forurenet sted i hele Kina.
Den lille landsby er omringet af stål- og kulkraftværker, hvis skorstene dag og nat sender hvide søjler af smog op mod himlen. Man kan ikke bare se forureningen. De små mikroskopiske partikler, som smoggen udgør, har en skarp, næsten skærende lugt og får øjnene til at svie og halsen til at brænde.
Det er i dette område i Hebei-provinsen cirka 220 kilometer øst for hovedstaden Beijing, at en stor del af Kinas stål- og kulkraftværker er placeret. De udleder så meget forurening, at de er en medvirkende årsag til, at der næsten dagligt lægger sig et gråt tæppe af smog over store dele af det østlige Kina - inklusiv Beijing.
I landsbyen Song er det imidlertid endnu værre. Her er forureningen så koncentreret, at det ikke noget sted er muligt at undslippe den. Selv når man sidder inde i et af landsbyens huse, kan man lugte og føle smoggen.
»Det er utåleligt at bo her, men jeg har ikke råd til at flytte andre steder hen«, siger en mand, der ikke vil have sit navn i avisen af frygt for at komme i klemme, hvis han siger noget, som myndighederne kan opfatte som kritik.
