Trumps kommende kvinde i København vil have danskerne til at købe mere amerikansk militærudstyr

Kun fire politikere deltog, da Trumps bud på USA's nye ambassadør i Danmark skulle udspørges. Og i det hele taget er Carla Sands et så ubeskrevet blad, at vi ikke har kunnet finde et billede af hende i vores fotodatabase.
Kun fire politikere deltog, da Trumps bud på USA's nye ambassadør i Danmark skulle udspørges. Og i det hele taget er Carla Sands et så ubeskrevet blad, at vi ikke har kunnet finde et billede af hende i vores fotodatabase.
Lyt til artiklen

Den tidligere ‘Glamour’-skuespiller, Carla Sands, der er nomineret af præsident Trump som USA’s næste ambassadør i Danmark, holdt sig tæt til manuskriptet, da hun torsdag blev afhørt af udenrigsudvalget, før Senatet senere endeligt skal godkende hende.

Den 55-årige stenrige republikanke stordonor svarede let undvigende med forberedte bemærkninger på konkrete spørgsmål fra senatorerne om bl.a. Danmarks forhold til Rusland, Nordstream-gasledningen og den strandede TTIP-handelsaftale mellem Europa og USA.

Kiropraktor med tv-erfaring kan blive ny ambassadør i Danmark

Mest konkret var Sands’ løfte om at arbejde for at det amerikanske handelsunderskud med Danmark bliver reduceret:

»Vores handel er meget vigtig for Trump-regeringen. Nogle af mine mål vil være at åbne markedet for amerikanske produkter og sikre flere danske investeringer i USA. Vi har et handelsunderskud med Danmark, og et af mine mål er at reducere det underskud ved at flere fantastiske amerikanske produkter finder vej til Danmark«, sagde Sands, da den republikanske udvalgsformand Ron Johnson spurgte.

Ifølge Danmarks Statistik havde USA et underskud på næsten 50 milliarder kroner på samhandlen med Danmark. Den kommende ambassadør pegede konkret på bl.a. at »øge vores salg af militærfly og -udstyr«.

Arvede stenrig kapitalfond

Kun fire medlemmer af udvalget havde fundet vej til høringen, og kun Demokraternes leder i udvalget, senator Chris Murphy, blev hele vejen gennem de cirka 20 minutter, hvor også den nominerede til posten i Kroatien var i den meget moderate ild. Begge ventes uden problemer at blive godkendt til de relativt uproblematiske poster, så spørgsmålene var venlige og stemningen afslappet i den lille mødesal, hvor 8-10 tilskuere fulgte høringen, herunder bl.a. Sands’ datter og hendes to søstre.

Den 55-årige stordonor for Donald Trump fremlagte iført en sort spadseredragt på sine kvalifikationer i en indledende tale:

»Hvis jeg bliver godkendt, kommer jeg med erfaring fra forretningsverden og den frivillige verden. Jeg har været kiropraktor, fundraiset for misbrugte og vanrøgtede børn, kunst, politiet, hjemløse og mange andre velgørende formål. I mine unge år arbejdede jeg som skuespiller, og siden min mands død i 2015, har jeg været bestyrelsesformand for Vintage Capital Group«, sagde Sands i sin præsentation.

Kapitalfonden har ifølge Institutional Investor en formue på omkring 1 milliard danske kroner.

Kroniken: Danmarks USA-politik er på vildspor - Trump er ikke bare business as usual - tværtimod

Senator Chris Murphy ville vide, hvordan Carla Sands vil forene Trumps skepsis mod internationale handelsaftaler, som den transatlantiske TTIP-aftale med jobbet i Danmark.

»Du kommer til et land, der er stor fan af den aftale og er meget nervøs over, at udsigterne for den nu ser dystre ud«, sagde senatoren.

Den lossede Carla Sands, der i valgkampen var en del af Trumps hold af økonomiske rådgivere, lidt vævende til hjørnespark:

»Det er sandt, at aftalen er sat i bero, men det er min forståelse, at regeringen arbejder med at overveje, hvordan de vil komme videre. Hvis jeg bliver godkendt, vil jeg vente på, at præsidenten og udenrigsminister Tillerson bliver enige om en aftale, og udføre regeringens politik«.

Ruslandssanktioner »et kompliceret spørgsmål«

Meget mere konkret blev det ikke, da Murphy ville vide, hvordan Sands som ambassadør vil samarbejde med Danmark om sanktionerne mod Rusland.

»Det er et meget kompliceret spørgsmål. Jeg ved, at regeringen arbejder med at finde en fremadrettet løsning med sanktionerne mod Rusland, men det vil være meget seriøst. Hvis jeg bliver godkendt, vil jeg se frem til at komme til min udstationering og blive fuldt briefet om de russiske sanktioner, og hvordan det vil påvirke både Danmark og USA«, sagde Sands.

På listen over ting, der skal studeres nærmere, når Sands har fået afleveret sine akkreditiver til Dronningen, er også den kontroversielle russiske Nordsteam 2-gasledning, som senator Jeanne Shaheen ville høre nærmere om:

»Rørlednigen er et meget vigtigt emne. Det bekymrer både Danmark og USA. Rørledningen vil gå gennem dansk farvand. Jeg vil se frem til at høre mere om dette, når jeg bliver udsendt, men Danmark er meget progressiv i deres energipolitik«, sagde Sands. »De er så innovative, at de sammen med USA kan finde nye måder at sikre Danmarks energiforsyning på«.

Regeringen vil kunne afvise omstridt russisk gasledning

Både fra senatorerne og den kommende ambassadør var der ros til Danmark som trofast allieret - også selv om vi ikke lever op til Natos målsætning om at bruge 2 procent af BNP på forsvaret.

»Det er sandt, at Danmark ikke er der endnu, men det er min forståelse, at statsministeren ønsker at øge forsvarsbudgettet i det nye budget fra 2018-22. De har givet ofret blod og penge, skulder ved skulder med amerikanerne. De er et af de lande, der har en af de højeste andele pr. capita ikke blot i udsendte tropper, men i tabstal i forsvaret af friheden«., sagde Carla Sands.

»Så selv om det er vigtigt, at de når målet på 2 procent, er Danmark en fremragende allieret og tæt partner på forsvarsområdet«, sagde hun.

Godkendelse er en formssag

Hendes forgænger på posten, Rufus Gifford, satte med egen tv-serie, bestseller-biografi og heftig aktivitet på sociale medier, nye standarder for public diplomacy - kunsten at ‘sælge’ USA’s profil i Danmark.

USA er stadig danskernes favoritland trods Trump

Sands understregede også dialogen med danskerne som en af sine vigtigste opgaver.

»Det er min plan at blande klassisk dialog med nye og innovative metoder til at nå i dialog med alle, især unge mennesker, for fortsat at fremelske gensidig respekt og påskønnelse mellem vores lande«.

Foreløbig bliver kortene dog holdt tæt til kroppen i det amerikanske embedsapparat. Da Poltiken efter høringen forsøgte at få en uddybende kommentar fra Carla Sands, blev hun trukket væk af en embedsmand: »Vi taler ikke med pressen nu«.

Formelt skal først udenrigsudvalget og siden det samlede senat stemme om Carla Sands nominering, men det er en formsag. Formentlig bliver Sands godkendt allerede i denne måned, og kan begynde rejsen mod ambassaden på Dag Hammerskjölds Allé i København.

Kristian Madsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her