Vores demokrati er i krise. For første gang i mit liv oplever jeg, at fornuftige mennesker i Kina, Sydamerika, men også i Europa siger til mig: »Tony, jeg tvivler på, at jeres demokratiske system nødvendigvis er det bedste««, lyder det dystert fra Tony Blair.
At netop Storbritanniens tidligere premierminister, der betegner sig selv som den evige optimist, slår alarm, siger noget om verdens tilstand ved indgangen til 2018. Overalt har det politiske establishment svært ved at finde fodfæste. I Holland tog det efter valget i begyndelsen af året 225 dage, før der var dannet en regering. I Tyskland forhandler kansler Merkel stadig på livet løs i sit forsøg på at konkludere oven på valget i september. I Østrig er Jörgs Haiders gamle Frihedsparti indtrådt i den nye regering. Verden er af lave. Eller som Blair siger:
»Demokrati er en underlig størrelse, stærkt og porøst på samme tid. Der er en reel risiko for, at det, vi har taget for givet, smuldrer mellem hænderne på svage regeringer, der ikke kan regere, og de hårdkogte yderfløje, der ikke vil regere. Vi er ved at få en politisk kultur, hvor vi er ude af stand til at tale, endsige forstå hinanden. Politik i dag er gennemsyret af en winner-takes-all-tænkning. Når man er i opposition, er målet at smadre regeringen. Og når magten så er vundet, er det vigtigste at beholde den for enhver pris. Jeg er dybt bekymret«.
Og nej, Tony Blair havde ikke set det komme. Sammenbruddet eller opbruddet, som han foretrækker at kalde det. Hverken at et snævert flertal af briterne besluttede sig for at vende ryggen til det europæiske samarbejde, eller at realitystjernen og den politiske novice Donald Trump endte med at trække det længste strå i kampen om verdens mægtigste embede, præsidentposten i USA.
