De seneste måneder er mere end 650.000 rohingyaer flygtet fra Myanmar til Bangladesh, efter at burmesisk militær har udført vilkårlige henrettelser, brændt landsbyer af og voldtaget piger og kvinder. Så i den sammenhæng kan det fremstå mindre dramatisk, at en domstol i den tidligere burmesiske hovedstad, Yangoon, i denne uge forlængede fængslingen af journalisterne Wa Lone og Kyaw Soe Oo med yderligere fjorten dage. De to journalister arbejder for nyhedsbureuaet Reuters, og når fængslingen af dem alligevel har vakt internationalt opsigt, skyldes det, at mange iagttagere anser retssagen imod dem som endnu et tegn på, at Myanmars engang så spirende demokrati er i frit fald. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, lagde ikke fingrene imellem, da han på en pressekonference tidligere på måneden ifølge tv-stationen CNN sagde, at arrestationen af de to journalister var en indikator på »erosionen af pressefrihed« i Myanmar. De burmesiske myndigheder har været upræcise om, hvad der konkret førte til anholdelsen af de to journalister, men meget tyder på, at det burmesiske militær frygtede, at Wa Lone og Kyaw Soe Oo var på vej med afsløringer om burmesiske soldaters og officers direkte involvering i de massive overgreb på rohingyaerne. Det ville være stærkt kompromitterende for militæret, der til trods for talrige vidnesbyrd på det modsatte har afvist at stå bag forfølgelsen af rohingyaerne. En medvirkende faktor kan også være en begyndende nervøsitet i det øverste militære lag, efter at bl. a. den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, har luftet muligheden for en international retsforfølgelse af de ansvarlige for overgrebene.
Anholdt uden for restaurant
Wa Lone og Kyaw Soe Oo blev arresteret 12. december, da de om aftnen mødtes med to politifolk på en restaurant i Yangoon. Næste dag lagde det burmesiske Indenrigsministerium et billede ud af de to journalister på ministeriets Facebook-side, som viste dem iført håndjern stå foran et bord med nogle dokumenter. En meddelelse på Facebook-siden sagde, at de var blevet tiltalt for at have overtrådt en lov om håndtering af statshemmeligheder, der stammede helt tilbage til kolonitiden, for »illegalt at have tildraget sig informationer med den intention at dele dem med udenlandske medier«. En overtrædelse af denne lov kan medføre op til 14 års fængsel. Indenrigsministeriet citerede også politiet for at sige, at de var blevet »arresteret for at have været i besiddelse af vigtige og hemmelige regeringsdokumenter relateret til Rakhine-delstaten og sikkerhedsstyrker«. Det er netop i Rakhine-delstaten, at overgrebene på rohingyaerne har fundet sted. Da de to journalister i denne uge fik forlænget deres fængsling, fik de i forbindelse med retsmødet lov til at kortvarigt at tale med familiemedlemmer. Efterfølgende gengav den ene journalists kone, Pan Ei Mon, på en pressekonference, hvad hun havde fået at vide af sin mand. Da Wa Lone og Kyaw Soe Oo havde mødtes med de to politifolk, havde de givet dem to ruller papir og sagt, at de først måtte åbne dem senere. Da journalisterne herefter betalte for middagen og rejste sig, blev de straks uden for restauranten omringet af syv-otte politibetjente, lagt i håndjern og anholdt. De blev herefter ført til Insein-fængslet i Yangoon og anbragt i et afsnit, hvor der også sad fanger tiltalt for mord og narkokriminalitet. Ifølge journalisternes advokat betyder det, at de er bange for at forlade deres celle. Det står stadig uklart, om mødet med de to politifolk var en fælde, men det burmesiske indenrigsministerium har oplyst, at også to politifolk er blevet anholdt uden at angive, om det var dem, som Wa Lone og Kyaw Soe Oo mødtes med. Det kan dog næppe overraske, hvis de burmesiske myndigheder har ønsket at bremse de to journalisters virke. Nyhedsbureauet Reuters har været førende i dækningen af Myanmar – også lang tid før, at forfølgelsen af rohingyaerne begyndte at dominere overskrifterne i medier verden over. Det skyldes bl. a. det arbejde, som Wa Lone og Kyaw Soe Oo har udført. Wa Lone stammer fra en landsby uden for Mandalay og begyndte sin journalistiske karriere på The Myanmar Times, hvor han slog sit navn fast ved at skildre optakten til det historiske valg i 2015, der gjorde Nobelprisvinderen Aung San Suu Kyi til landets reelle regeringsleder. Året efter blev han ansat på Reuters’ redaktion i Myanmar, hvor han kastede sig over situationen i Rakhine-delstaten og skrev indgående om forfølgelsen af rohingyaerne. Det skete under yderst svære betingelser, fordi de burmesiske myndigheder har afvist at give journalister adgang til delstaten med undtagelse af strengt kontrollerede, myndighedsguidede ture. I september i år blev Kyaw Soe Oo ansat på Reuters. Han kommer selv fra Rakhine-delstaten og er derfor i stand til at tale det lokale sprog. Det var en stor fordel, fordi de to journalister som følge af rejseforbuddet i Rakhine-delstaten i høj grad var nødt til at basere deres dækning på vidnesbyrd fra lokale beboere. Et usædvanligt begivenhedsforløb tyder på, at Wa Lone og Kyaw Soe Oo var på sporet af en meget stor historie. Tre dage efter deres anholdelse blev fem beboere i landsbyen Inn Din i Rakhine-delstaten arresteret – heriblandt en rektor og tre lærere fra den lokale skole. En pårørende til en af de anholdte sagde til avisen New York Times, at de var blevet arresteret, fordi de havde givet billeder og dokumenter til journalister fra Reuters. Inn Din er et etnisk blandet området, hvor mange huse under de seneste måneders forfølgelse er blevet brændt ned. Men satellitoptagelser udført for menneskerettighedsorganisationen Amnesty International viser, at det kun er de huse, som har tilhørt rohingyaer, der er blevet ødelagt. Over for New York Times anklagede familiemedlemmet til en af de anholdte den burmesiske regering for at ville skjule de beviser, som dokumenterne skulle have indeholdt.



























