Asken fyldte en plastikæske på størrelse med en brødrister. Den vejede halvandet kilo. Jeg kom den i en stofpose og pakkede den ned i min kuffert, da jeg i juli 2016 skulle flyve over Stillehavet til Manila. Derfra kørte jeg i bil ud til en landsby. Da jeg kom frem, afleverede jeg resterne af den kvinde, der havde tilbragt 56 år som slave i min familie.
Hun hed Eudocia Tomas Pulido. Vi kaldte hende Lola. Hun var 1,50 m høj og havde mokkabrun hud og mandelformede øjne, som jeg stadig kan se kigge ind i mine – det er mit første minde. Hun var 18 år gammel, da min morfar forærede hende til min mor i gave, og da min familie flyttede fra Filippinerne til USA, tog vi hende med. Slave er det eneste ord, der er dækkende, når man ser på det liv, hun levede. Hendes dag begyndte, før resten af huset vågnede, og sluttede, når vi var gået i seng. Hun tilberedte tre måltider dagligt, gjorde rent, vartede mine forældre op og passede mine fire søskende og mig. Mine forældre gav hende aldrig løn, og de skældte hende konstant ud. Hun havde ikke fodlænke på, men det kunne hun lige så godt have haft. Når jeg skulle på toilettet om natten, så jeg hende ofte ligge og sove i et hjørne, op ad en bunke vasketøj, mens hun knugede et stykke tøj, som hun havde været i færd med at lægge sammen.
Vores amerikanske naboer så os som perfekte indvandrere, som en mønsterfamilie. Og de sagde det til os. Min far var jurist, min mor var ved at uddanne sig til læge, og mine søskende og jeg fik gode karakterer og huskede altid at sige tak. Vi talte aldrig om Lola. Vores hemmelighed stak helt ind til kernen af, hvem vi var, og – i hvert fald for os børns vedkommende – hvem vi gerne ville være.
Da min mor døde af leukæmi i 1999, flyttede Lola hjem til mig i en lille by nord for Seattle. Jeg havde familie, karriere og et hus i forstæderne – hele den amerikanske drøm. Og så havde jeg en slave.
