Avis: Mærsk-skib får grønt lys til at sætte migranter i land

'Alexander Mærsk' ses her ud for Siciliens kyst. Det har samlet 113 migranter op, som det ikke har fået lov til at sætte i land i Italien. Mennu siger borgmesteren i den italienske by Pozzalo, Roberto Ammatuna, til den italienske avis Corriere della Sera, at han giver grønt lys til, at de sættes af i byen.  Salvatore Cavalli/AP
'Alexander Mærsk' ses her ud for Siciliens kyst. Det har samlet 113 migranter op, som det ikke har fået lov til at sætte i land i Italien. Mennu siger borgmesteren i den italienske by Pozzalo, Roberto Ammatuna, til den italienske avis Corriere della Sera, at han giver grønt lys til, at de sættes af i byen. Salvatore Cavalli/AP
Lyt til artiklen

Det danske skib 'Alexander Mærsk' har fået grønt lys til at sætte over 100 migranter i land.

Det siger borgmesteren i den italienske by Pozzalo, Roberto Ammatuna, til den italienske avis Corriere della Sera ifølge DR.

»Jeg kan ikke lade være med at udtrykke min tilfredshed med den positive udgang på sagen, fordi der er blevet lyttet til min appel«.

»Det er en beslutning, som ikke kun jeg, men hele byen, der har fulgt situationen tæt, har ventet på«.

»Jeg takker Matteo Salvini (vicepremierminister i Italien, red.) for at have accepteret den humanitære forespørgsel, og jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning«, siger Roberto Ammatuna til den italienske avis.

Mærsk-skib redder 113 migranter ud for det sydlige Italien

Mærsk vil overfor Ritzau hverken be- eller afkræfte, om skibet har fået grønt lys til at sætte migranterne i land.

Uholdbar situation

'Alexander Mærsk' har siden fredag ligget stille ud for Pozzalo, der ligger på Sicilien.

Mandag kaldte Palle Laursen, teknisk direktør i Maersk Line, situationen for uholdbar.

»Vores besætning er slet ikke gearet til at håndtere dette. Der er mere end 100 mennesker ekstra om bord på et skib, der er lavet til 24. Det er både sikkerheds- og helbredsmæssigt uholdbart«, sagde han mandag.

Støjberg: Italien skal tage imod migranter på Maersk-skib

Den danske udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sendte mandag et brev til Matteo Salvini, hvori hun påpegede, at det er Italiens ansvar at tage imod migranterne.

»Jeg forventer, at den italienske regering bringer det her i orden, så migranterne ikke skal forblive på skibet«.

»Det her er migranter, der var på vej mod Italien, og derfor er det selvfølgelig også Italien, der skal tage imod dem«, sagde hun mandag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her