Den senede mand bander og svovler over den træstamme, han holder i hænderne, og over sine kolleger, som man kan ikke kan se skyggen af.
»De er som børn. Enten sover de, eller også drikker de. Det eneste, de ikke gør, er at arbejde«, hvæser Edek Draus, før han rutineret får bakset den 50 kilo tunge stamme oven på den i forvejen tre meter høje stabel i den rustne ovn.
I alt ligger der omtrent seks ton træ i den monstrøse ovn, der næsten er fyldt til randen. Draus kalder den for ’Skrotbunken’.
Stjernerne er allerede begyndt at funkle ved siden af nymånen på himlen over denne skovegn i Karpaterne i den sydøstligste del af Polen, blot 20 kilometer fra grænsen til Ukraine. Mørket tager til, så konturerne af den 61-årige Draus flyder sammen med de rustne ovntårne for så helt at forsvinde i natten, der næsten er lige så sort som alt, han har på: de store støvler, arbejdsbukserne, der engang var grønne, den engang beige sweater, der er fuld af huller, den sorte tophue og hans hvalrosoverskæg. Her i natten er det kun hans stemme, man kan fornemme:
