Kaput! Stella viser med en hurtig finger foran sin hals, at han er død og så skynder hun sig videre, for hun skal op og ringe i kirken.
Der plejer ellers at være stille på denne tid af morgenen i landsbyen. Ved sekstiden havde Zaccarinia været nede med mad til hønsene og var gået hjem igen, nu med tom spand og en vandrekæp, men hun var da også den eneste, der var set på vejen, indtil Stella kom småløbende, og man kunne høre gråd oppe fra kirken. Lidt efter kom Zaccarinia også igen, nu både vasket og redt, og hun havde taget den sorte kjole på. Hun gik sammen med Maria. Der var ikke rigtigt nogen, der sagde noget, men der kom stadig flere folk. Og flere biler, som måtte parkere oppe på p-pladsen ved statuerne, for man kan ikke køre i landsbyen. Præsten kom selvfølgelig også, og på forunderlig vis var det lykkedes at opdrive fem flotte kranse, pyntet med bånd, til kisten.
Han var død. 50-årige Kostas, der ikke efterlod sig meget andet end to børn og et noget ramponeret rygte. Han talte ikke rigtigt med nogen i byen, selv om han var i familie med blandt andre Stella, og han så anderledes ud end de andre med sin hestehale. Alle vidste, at han dyrkede hamp, side om side med de oliven, som alle i landsbyen dyrker.
Alle kunne også huske den dag, politiet kom og ransagede hans hus og hans lille jordlod og tog ham med. Han skulle i fængsel, men han var kommet hjem igen. Og nu var han død. Han havde vist været syg, men det var der ikke rigtigt nogen, der vidste med sikkerhed i starten. Senere fik man at vide, at han havde haft kræft.
