Ruslands anklager mod den 48-årige Paul Whelan er falske, siger den tilbageholdte mands bror til CNN.

Anholdt for spionage: Amerikaner tilbageholdt i Moskva skulle til bryllup, siger familie

Et udateret foto af Paul Whelan taget i Island, som hans familie har stillet til rådighed. Whelan blev kort før nytår anholdt i Moskva og anklaget for spionage. (Foto: AP)
   Foto: /AP
Et udateret foto af Paul Whelan taget i Island, som hans familie har stillet til rådighed. Whelan blev kort før nytår anholdt i Moskva og anklaget for spionage. (Foto: AP) Foto: /AP
Lyt til artiklen

Den 48-årige amerikaner Paul Whelan, som blev anholdt fredag 28. december i Moskva, er en tidligere marinesoldat, som var i Rusland for at deltage i et bryllup. Det skriver den tilbageholdte mands bror i en udtalelse til CNN.

Whelan blev anholdt kort før nytår i det, den russiske efterretningstjeneste FSB kalder en »spionhandling«. Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS efterforskes Whelan efter den russiske spionlov, som har en strafferamme på 10 til 20 års fængsel.

Anklagerne imod Paul Whelan er imidlertid falske, lyder det fra broderen til den anholdte, David Whelan.

»Vi er meget bekymrede for hans sikkerhed og tilstand. Der er ingen tvivl om hans uskyld, og vi tror på, at hans rettigheder bliver respekteret«, skriver Whelan til CNN.

Paul Whelan var som soldat flere gange udstationeret i Irak, men er i dag global sikkerhedschef for virksomheden BorgWarner, der producerer komponenter til biler. Inden da arbejdede han i det familieejede sikkerhedsfirma Whelan Security.

Ifølge broderen har Paul Whelan ofte besøgt Rusland som led i sit arbejde.

Kort før sin anholdelse var han sammen med en anden tidligere amerikansk marinesoldat og dennes russiske forlovede i Moskva, hvor Paul Whelan agerede tourguide. Parret meldte ham savnet, efter han ikke mødte til bryllupsceremonien på hotellet Metropol dagen efter.

Muligt hævnmotiv

Tilbageholdelsen af Paul Whelan sker på et tidspunkt med forhøjede spændinger i ’spionkrigen’ mellem USA og Rusland.

13. december 2018 erklærede den russiske kvinde Marija Butina sig skyldig i at have konspireret med en anden russisk agent om at infiltrere den konservative bevægelse i USA. Formålet var at udøve påvirkningskampagner på vegne af Rusland, blandt andet gennem den amerikanske våbenlobbyorganisation NRA.

Ifølge The Washington Post havde 30-årige Butina mødtes med flere tidligere præsidentkandidater for det republikanske parti. Dertil skulle hun have haft et »romantisk forhold« til en mangeårig politisk rådgiver for partiet.

Det russiske medie RT fremhæver sagen om den tidligere politibetjent Aleksey Zhitnyuk, som mistænkes for at have haft forbindelser til CIA. Retten i Moskva idømte ham i december 13 års fængsel for at have videregivet fortrolige oplysninger til »en udenlandsk person«.

4. oktober anklagede USA syv russere for at være statsansatte hackere på vegne af den russiske efterretningstjeneste GRU. Ifølge FBI søgte hackerne at kompromittere ansatte i det amerikanske antidoping-agentur. Flere atleter var angiveligt også mål i hackerangrebene, hvis formål ifølge FBI var at distrahere offentligheden om Ruslands statsstøttede dopingprogram.

Rusland har afvist anklagerne mod de syv som amerikansk »spionmani«.

I marts blev over 100 russiske diplomater udvist fra vesteuropæiske lande, heriblandt to fra Danmark, som en reaktion på giftmordforsøget på den tidligere russiske spion Sergei Skripal og dennes datter.

Udvisningen var en solidarisk handling, sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) dengang:

»Det er selvsagt fuldstændig uacceptabelt, at et kemisk våben er anvendt i et mordforsøg i en britisk by. Der er tale om et groft brud på international lov og ret. Der skal ikke være tvivl om vores solidaritet med Storbritannien i denne sag. Vi bakker fuldt og utvetydigt op om vores britiske venner. Det samme gør EU«, lød det fra udenrigsministeren.

Sebastian Stryhn Kjeldtoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her