Syriens diktator, Bashar al-Assad, som er ved at genvinde magten over sit land efter syv års krig, kigger utvivlsomt efter et særligt brev, når han får båret posten ind.
Det er et brev fra Den Arabiske Liga, han venter på. I bedste fald: en invitation til det særlige økonomiske topmøde, som ligaen holder i Libanon i næste uge.
Hans regime blev udelukket fra Den Arabiske Liga i november 2011, da krigen i Syrien var eksploderet. I februar 2012 besluttede de magtfulde oliestater ved Den Persiske Golf ligefrem at låse og lukke deres ambassader i den syriske hovedstad.
Nu, syv et halvt års krig senere, arbejder Assad på at få anerkendt de faktiske forhold i Syrien: at han i dag har kontrol med to tredjedele af landet inklusive alle storbyer i det vestlige, tæt befolkede område. At IS-bevægelsen er nedkæmpet i over 95 procent af Syrien. At den verdslige opposition i den Frie Syriske Hær kun har kontrol med nogle små zoner i Syd- og Nordsyrien. At grænsen til Jordan igen er åben for handel og trafik. Og at der ikke er noget påtrængende alternativ til Assad-dynastiets magt.
Er det nok til, at Den Arabiske Liga vil invitere Assad ind i varmen igen?
Gamle venner tilbage
Ikke alene militært, men også politisk oplever Assad sejre. Tidligt i december fik han besøg af Sudans præsident, Omar al-Bashir – den første arabiske leder på besøg siden udelukkelsen fra Den Arabiske Liga, ja siden krigen begyndte. Det var måske ikke den leder, Assads medierådgivere helst ville have til valgt til at bære hans genindtræden i det gode selskab igennem, fordi al-Bashir er efterlyst for krigsforbrydelser af den internationale straffedomstol. Men præsident er han af titel og af gavn.
45.000 syrere på vild flugt: Assads militær vender tilbage til oprørets vuggeSenere i december besluttede De Forenede Arabiske Emirater – en af den arabiske verdens mest magtfulde stater – at genåbne sin ambassade i Damaskus. Og Bahrain – et andet monarki ved Golfen – erklærede, at dets ambassade i Damaskus også åbner efter en vis ombygning.
Så hvad er mere naturligt end at invitere Syrien og dets magthaver tilbage i folden?
At invitere Syrien »ville styrke Libanon og være i dets strategiske interesse, ikke mindst fordi den aktuelle udvikling skaber en positiv arabisk atmosfære, der får arabiske stater til at skynde sig tilbage til Damaskus«, erklærer en af Syriens bedste venner, den libanesiske Hizbollah-bevægelse, ifølge den saudiarabiske avis Arab News.
Hizbollah er næppe den bedste anbefaling, Assad-regimet kan få i den arabiske verden. Saudi-Arabien og flere Golfstater opfatter bevægelsens milits – der fører krig for Assad i Syrien – som terroristisk.
Et legitimt medlem?
Assads udgangspunkt for igen at blive medlem af de arabiske staters liga er således ikke uden knaster.
At hans styre er et diktatur, behøver ikke være et større problem. Det store flertal af de arabiske samfund fungerer uden et frit demokrati. En tredjedel er martret af krige eller væsentlige væbnede oprør – i Yemen, Syrien, Irak, Sudan, Somalia, Palæstina. Og en tredjedel af de arabiske samfund lever formelt, uden at de øverste magthavere skal stå til demokratisk ansvar. Her vil Assad ikke skille sig ud.
Syv års nedsmeltning i Syrien: De dræbte, de torterede, de dømte, de magtesløse, de viljestærke og den overlevendeAt han risikerer at blive stillet for en krigsforbryderdomstol eller en international tribunal, kunne være et problem, som Den Arabiske Liga nødig vil have til at skygge for ligaens anseelse. På den anden side: Også Saudi-Arabien anklages af internationale menneskeretsorganisationer for krigsforbrydelser i Yemen. Det samme gælder for Omar al-Bashir fra Sudan, som har kunnet deltage i møder i Ligaen.
Nødig anerkende Irans indflydelse
Men at Assads sejre, som har kostet næsten en halv million syrere livet, i stor udstrækning skyldes hjælp fra Iran og Hizbollah, tæller hos de mest magtfulde arabiske regeringer ikke som en anbefaling af at anerkende ham som ligemand. Saudi-Arabien er midt i en regional rivalisering med Iran. Og Saudi-Arabiens argumenter imod at anerkende Assad vil være, at den arabiske verden ikke har interesse i at lade Iran få bestemmende indflydelse i nogen arabisk stat.
Så hvad så, Assad?
To udfordringer kan distrahere fra hans ønske om syrisk medlemskab af Den Arabiske Liga: Den ene er, at hans suveræne magt i Syrien antastes af, at andre magter – Tyrkiet, USA og kurdiske militser – gør krav gældende i det nordøstlige Syrien uden at ænse ham. Den anden, at de arabiske stater er uenige om, hvorvidt Assad kan være en troværdig del af løsningen, hvis freden i Syrien bryder ud.
fortsæt med at læse
