Både USA og Taleban skruer op for optimismen efter nye samtaler i Golf-staten Qatars hovedstad, Doha. Efter seks dage ved forhandlingsbordet taler præsident Donald Trumps personlige udsending, den tidligere FN-ambassadør Zalmay Khalizad om »betydelige fremskridt« i arbejdet med at nå en form for forhandlingsløsning efter 18 års krig i Afghanistan.
Talebans talsmand, Zabihullah Mujahid, var også tilfreds: »Denne runde forhandlinger om tilbagetrækning af udenlandske soldater fra Afghanistan og andre vigtige emner har set fremskridt«.
Parterne har talt sammen, siden Trump i september udpegede den afghanskfødte Khalizad til ny forhandler.
Ydmyget USA forhandler fred med fanger fra GuantanamoHan skal bane vejen for en eller anden form for aftale, der skal ende med, at Trump kan indfri sit valgløfte og trække USA’s soldater hjem. Det vil også betyde, at Nato trækker sine instruktører ud, herunder de omkring 150 udsendte danske soldater.
Hvordan det så skal gå Afghanistan og de millioner af indbyggere, der ikke har noget ønske om at se Taleban tilbage ved magten, er et åbent spørgsmål. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i den forbindelse advaret mod risikoen for en ny strøm af migranter mod Europa.
Før det overhovedet kommer dertil, er fokus i høj grad rettet mod en mand, der for få uger siden stødte til Talebans forhandlingsdelegation.
Navnet er Abdul Ghani Baradar, medstifter af Taleban og i mange år den reelle militære og politiske leder af den dybt konservative islamistiske bevægelse. Fra 1996 til 2001 regerede de Det Islamiske Emirat Afghanistan med helt usædvanligt hård hånd, vilkårlige henrettelser og grov kvindeundertrykkelse.
Oplysningerne om Baradar er sparsomme. Det eneste billede af manden er flere årtier gammelt og viser blot en solidt bygget herre i traditionelle afghanske klæder med stort fuldskæg og sort turban. Han er først i 50’erne og en del af den magtfulde Popalzai-klan i den dominerende pashtunske befolkningsgruppe.
Mullahen skal bane vej for fred
I løbet af efteråret har de amerikanske forhandlere mødt deres afghanske modparter mindst to gange. Talebans delegation har været bygget op omkring to tidligere fanger, som USA måtte løslade i 2013 i en byttehandel for en tilfangetagen amerikansk soldat. men et af spørgsmålene har været, om de to notoriske krigsforbrydere rent faktisk havde et mandat bag sig i forhandlingerne.
Den bekymring ændrede sig, da pakistanske myndigheder for nogle måneder siden satte mullah Baradar på fri fod efter otte år i pakistanske fængsler. Løsladelsen, der formentlig er sket efter hårdt amerikansk pres på den pakistanske regering og militæret, blev set som et vigtigt skridt videre mod en aftale.
Da mullahen så i sidste uge ankom til Doha som ny leder af Talebans forhandlingsdelegation og samtidig blev udnævnt til ’stedfortrædende leder’ af Talebans politiske afdeling, lagde bevægelsen ikke skjul på Baradars betydning. Der er tale om en ’styrkelse’ af forhandlingerne.
Trods hans otte års tilbageholdelse i Pakistan vurderer en række nuværende og tidligere talebanere og eksperter i bevægelsen, at mullahen kan have den politiske vægt og militære indflydelse i Taleban, som kan sikre et forhandlingsresultat opbakning på slagmarkerne i landet, som nærmest er delt i to.
I befolkningscentrene og hovedstaden Kabul holder den afghanske regering sig med vestlig støtte ved magten, mens Taleban bestemmer i det store lands tyndere befolkede landområder.
Afghanerne: Vi frygter fremtiden mere end nogensindeBaradar var tæt knyttet til Talebans mytiske leder, mullah Omar. De kæmpede sammen mod sovjetiske soldater i 1980’erne, og de grundlagde Taleban i 1992. De var rasende over forskellige krigsherrers vilkårlig udnyttelse af befolkningen og manglende respekt for den dybt konservative fortolkning af islam i landet.
I et portræt af Baradar i 2009, da Nato’s deltagelse i krigen var på sit højeste, lykkedes det Newsweek at tale med talebanere, der havde mødt manden. I det amerikanske magasin fortalte de om en relativt åben leder, der kunne styre sit temperament. De opfattede ham som mere »løsningsorienteret og tålmodig« end grundlæggeren mullah Omar.
»Han udsteder ikke ordrer uden først at undersøge og forstå problemerne. Han bliver heller ikke gal«, sagde en anonym lokal Taleban-kommandant til Newsweek.
Da Taleban i 2001 brød sammen, fortæller myterne, at mullah Omar sad bag på den motorcykel, der bragte lederskabet i sikkerhed i de ufremkommelige Tora Bora-bjerge.
Kort før nederlaget skal Baradar have tilbudt USA og dets afghanske allierede en løsning, hvor Taleban ikke mere ville tillade terrorbevægelsen Al-Qaeda at operere fra afghansk jord. Et selvsikkert USA sagde dengang blankt nej.
I dag fremhæver de amerikanske forhandlere, at Taleban har vist sig parat til at droppe enhver kontakt med resterne af Al-Qaeda i Afghanistan. Taleban vil også bekæmpe og besejre de lommer af islamistiske terrorister i landet, der har erklæret Islamisk Stat deres støtte.
På sin side har USA stillet en tilbagetrækning af de udenlandske styrker fra Afghanistan i udsigt. Det passer fint ind i Donald Trumps planer om at opgive den udsigtsløse krig og finde frem til en form for ’fred med ære’, der også banede vejen ud af Vietnam-krigen for USA.
Før det kommer dertil, skal parterne enes om en form for våbenhvile, og Taleban skal indlede direkte forhandlinger med regeringen i Kabul. I årevis har Taleban afvist at tale med »de vestlige marionetter« i hovedstaden, mens den hårdt pressede regering flere gange har strakt hånden ud til Taleban.
fortsæt med at læse
