Der var en kvinde på Nauru, som godt kunne regne ud, at det nok ville blive svært nogensinde at slippe væk fra øen igen. De fleste tænkte, at de måske skulle være der et par måneder, måske et halvt år eller da højst et helt år.
Denne kvinde var flygtet med sin mand og søn fra Iran med destination Australien. Australierne bød dem velkommen ved at anbringe dem på denne mikroskopiske ø langt ude i Stillehavet. Og hun havde luret, at Nauru var et sted, der ikke frivilligt ville give slip på en.




























