Da Donald Trump i maj 2017 fyrede FBI’s direktør James Comey satte det alarmer igang blandt de rutinerede ordenshåndhævere i forbundspolitiet og i det amerikanske justitsministerium.
I sit første offentlige interview om forløbet forklarer Andrew McCabe, der tog over efter James Comey som fungerende FBI-chef, til tv-stationen CBS, at han hurtigt efter at have talt i telefon med præsidenten i maj 2017 tog initiativ til en formel undersøgelse af Donald Trump for muligt samarbejde med Rusland og muligt forsøg på at forhindre efterforskningen.
»Jeg talte med manden, der netop havde forsøgt at blive præsident og vundet præsidentvalget og muligvis havde gjort det med hjælp fra Ruslands regering, vores mest formidable modstander på verdensscenen. Og det var noget, der bekymrede mig meget«, sagde Andrew McCabe i en bid af interviewet, der blev præsenteret torsdag.
Resten skal vises på søndag.
Andrew McCabe forklarer, at han var ivrig efter at få undersøgelsen placeret på et solidt grundlag, så sagen ikke bare kunne lukkes eller »forsvinde i natten«, hvis han også selv hurtigt blev fyret.
Som også James Comey har gjort det i sin bog ’A Higher Loyalty’ sammenligner Andrew McCabe i sin kommende bog ’The Threat: How the FBI Protects America in the Age of Terror and Trump’ præsidenten med en mafiaboss.
McCabes gangster-øjeblik kommer, da Trump lige efter fyringen i Det Ovale Værelse pressede McCabe for at arrangere et besøg hos FBI, hvis velrespekterede chef, han lige havde fyret. I et uddrag af bogen, som er offentliggjort i magasinet The Atlantic, skriver McCabe, at han følte, at Trump prøvede at sikre hans loyalitet i bytte for beskyttelse.
»Præsidenten og hans mænd prøvede at bearbejde mig på samme måde, som en kriminel brigade ville agere«, skriver han ifølge magasinet.
Talsmand: Det er faktuelt ukorrekt
Andrew McCabe bekræfter også to kontroversielle episoder, der tidligere har været rapporteret i pressen, men som dengang blev modsagt af andre aktører.
Ifølge tv-værten Scott Pelly, der interviewede Andrew McCabe for CBS, siger McCabe i interviewet, at det blev diskuteret på møder i Justitsministeriet, om der var flertal i regeringen for at få fjernet præsidenten efter forfatningens artikel om utilregnelighed.
Ifølge tv-værten bekræfter McCabe også, at vicejustitsminister Rod Rosenstein tilbød at aflytte præsidenten med skjult mikrofon.
En talsmand for Justitsministeriet siger til avisen The New York Times, at McCabes gengivelse ifølge mødereferater er »upræcis og faktuelt ukorrekt«.
Donald Trump fik Andrew McCabe fyret i marts 2018 dagen før, at FBI-chefen skulle været gået på pension, med den begrundelse, at en undersøgelse havde fundet ham skyldig i at lække oplysninger til pressen og lyve om det efterfølgende.
I et nyt tweet fyldt med velkendte øgenavne håner Donald Trump den »vanærede« McCabe for at være en marionetdukke for »lækkende James Comey« og en hovedkræft bag, hvad præsidenten kalder »skandalen om forbryderiske Hillary«, hvilket er en henvisning til hans demokratiske modstander i valgkampen, Hillary Clinton.
fortsæt med at læse



























