Det er næppe en overdrivelse at konstatere, at det indtil for få dage siden kun var danske læsere med interesse for international politik i almindelighed og de politiske forhold i Oceanien i særdeleshed, der anede, hvilket menneske der gemte sig bag navnet Jacinda Ardern. Her en håndfuld dage efter terrorangrebet i Christchurch, hvor 50 mennesker blev skudt ihjel og et tilsvarende antal såret i forbindelse med fredagsbønnen i to moskéer, ved de fleste med en netforbindelse, hvem New Zealands premierminister er.
Det er hende, der få timer efter massedrabet stillede sig op foran mikrofonerne og med sikker, myndig og stålsat stemmeføring bedyrede, at dette var en af mørkeste dage i landets historie, at ofrene var migranter og flygtninge, der havde valgt at gøre New Zealand til deres hjem, og som brutalt blev slået ihjel, da de udtrykte deres religiøse frihed.
»De er os«, konstaterede hun som eksempel på en forfinet sans for at levere enkle sætninger som budskab til en befolkning, der forsøgte at få de rædsomme hændelser i deres hjemland til at falde på plads i deres hoveder, mens hun i samme åndedrag konstaterede, at »der ikke er nogen plads i New Zealand« til gerningsmanden.
Det er hende, der fløj videre til landets hovedstad Wellington, blev briefet om efterforskningens detaljer og massedrabets omfang og baggrund, hvorefter hun uden omsvøb erklærede, at »det er klart, at dette nu kun kan beskrives om et terrorangreb«. Hun uddybede, at New Zealand blev valgt som gerningssted for voldshandlingen, fordi landet med 200 etniske grupper og 160 sprog repræsenterer diversitet frem for racisme og nu trækker på en af landets grundlæggende værdier, medfølelse, for at støtte de fællesskaber, der er direkte ramt af tragedien.
