Rusland ville blande sig i USA’s valg i 2016 - men ikke i samarbejde med Donald Trump, siger justitsminister.

Justitsminister på pressemøde: Trump har ikke hindret Muellers arbejde

Der er ikke beviser for, at præsident Donald Trump har forsøgt at forhindre den særlige anklager Robert Muellers arbejde. Det siger justitsminister William Barr på et pressemøde i Washington. Foto: Win Mcnamee/Ritzau Scanpix
Der er ikke beviser for, at præsident Donald Trump har forsøgt at forhindre den særlige anklager Robert Muellers arbejde. Det siger justitsminister William Barr på et pressemøde i Washington. Foto: Win Mcnamee/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der er ikke beviser for, at præsident Donald Trump har forsøgt at forhindre den særlige anklager Robert Muellers arbejde.

Det siger justitsminister William Barr på et pressemøde i Washington.

Han understreger, at Det Hvide Hus fuldt ud har samarbejdet med Mueller.

Barr har torsdag klokken 15.30 dansk tid holdt pressemøde, kort tid før en redigeret udgave af Muellers rapport bliver offentliggjort. Mueller har undersøgt mulig russisk indblanding i USA’s præsidentvalg i 2016.

Ifølge Barr var der forsøg fra Rusland på at blande sig i valget.

Det skete dog hverken i samarbejde med Donald Trumps kampagne eller med nogen andre amerikanske aktører, lyder det fra Barr.

»Vicejustitsministeren og jeg har konkluderet, at de beviser, der er blevet fremlagt af den særlige anklager, ikke er nok til at fastslå, at præsidenten har hindret arbejdet med rapporten«, siger William Barr.

Fuld rapport - med overstregninger

Justitsministeren oplyser, at ti mulige tilfælde af hindring af Muellers arbejde fra Trumps side er blevet undersøgt.

Kongressen i USA vil klokken 17 dansk tid få udleveret den fulde rapport - dog i en redigeret udgave, hvor udvalgte passager vil være overstreget.

Jacob Mollerup: Det er absurd, at offentligheden bliver spist af med et referat af Mueller-rapporten

Ifølge Barr sker det primært, fordi passagerne indeholder oplysninger, der har relation til verserende retssager. Det drejer sig blandt andet om en sag mod Trumps tidligere kampagnerådgiver Roger Stone

Ingen af overstregningerne er sket efter ordre fra præsidentkontoret, understreger justitsministeren på torsdagens pressemøde.

Offentligheden vil senere torsdag også få adgang til rapporten.

Forhindrede ikke undersøgelse

William Barr offentliggjorde allerede 24. marts et fire siders referat af Robert Muellers længe ventede rapport.

Også her konkluderede justitsministeren, at Trump ikke havde samarbejdet med Rusland. Mange af Trumps kritikere har dog ikke været overbevist.

USA-ekspert: »Hvis man havde troet, at Muellers undersøgelse ville være en slags punktum, er man nødt til at erkende, at den blot er et komma«

De er særligt interesserede i spørgsmålet om, hvorvidt Trump har forsøgt at forhindre Muellers arbejde. Men det afviser Barr altså.

»Det Hvide Hus samarbejdede fuldt ud med den særlige anklagers undersøgelser og tilbød uhindret adgang til valgkampagnen og Det Hvide Hus’ dokumenter«, lyder det fra William Barr.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her