Når Lars Løkke Rasmussen tirsdag eftermiddag mødes med EU’s stats- og regeringschefer for at diskutere fordelingen af EU’s topposter, kommer den danske statsminister ikke til at fremme Margrethe Vestagers kandidatur.
»Jeg er meget pinligt bevidst om, at jeg tager til topmøde i en situation, hvor Danmark er i folketingsvalgkamp. Og det kan godt ende sådan, at det ikke er mig, der skal træffe beslutningen, når kabalen for alvor skal lægges. Derfor bliver jeg nødt til i overensstemmelse med fast praksis at være tilbageholdende, også med de spørgsmål, vi skal drøfte i morgen«, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.




























