100 mennesker er dræbt: Iraks regering ophæver udgangsforbud i Bagdad

Demonstranter har været på gaden i Irak for at protestere over blandt andet påstået magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet. Foto: Ahmad Al-rubaye/Ritzau Scanpix
Demonstranter har været på gaden i Irak for at protestere over blandt andet påstået magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet. Foto: Ahmad Al-rubaye/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den irakiske regering har lørdag ophævet et udgangsforbud, der blev indført i hovedstaden Bagdad som følge af voldsomme demonstrationer.

Veje til byens store pladser er dog fortsat spærret. Det oplyser nyhedsbureauet AFP's journalister, der befinder sig i byen.

Siden tirsdag har Irak været ramt af voldelige og dødelige protester.

Næsten 100 personer er blevet dræbt under urolighederne, hvor irakiske sikkerhedsstyrker blandt andet har åbnet ild direkte mod demonstranter.

Det oplyser det irakiske parlaments menneskerettighedskommission.

Over 4.000 er blevet såret, mens 540 demonstranter er blevet anholdt. 200 af dem er fortsat i politiets varetægt, oplyser kommissionen.

Demonstranter har været på gaden for at protestere over blandt andet påstået magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.

Torsdag indførte regeringen et udgangsforbud i Bagdad. Kun ambulancer, pilgrimme og få andre udvalgte måtte bevæge sig rundt i gaderne ifølge nyhedsbureauet Reuters. Allerede torsdag blev forbuddet trodset.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her