Efter uro i Spanien har den catalanske eksleder Carles Puigdemont overgivet sig til belgiske myndigheder.

Catalansk ekspræsident overgiver sig til belgiske myndigheder

Foto: Kurt Desplenter/Ritzau Scanpix
Foto: Kurt Desplenter/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den catalanske ekspræsident Carles Puigdemont har fredag overgivet sig til myndighederne i Belgien.

Det oplyser Puigdemonts kontor i en udtalelse ifølge The Guardian.

Det sker, efter at der tidligere på ugen blev udstedt en ny europæisk arrestordre på Puigdemont. Han flygtede tilbage i 2017 til Belgien, efter at han havde stået i spidsen for en catalansk løsrivelsesbevægelse.

Selv om Puigdemont har overgivet sig, afviser han at blive udleveret til Spanien, fremgår det af udtalelsen.

Der har de seneste dage været stor uro i Spanien som følge af en række fængselsdomme til tidligere separatistledere.

Dommene faldt ved Spaniens højesteret mandag. Blandt de dømte var den tidligere catalanske vicepræsident Oriol Junqueras, der fik 13 års fængsel. Otte andre tidligere separatistledere fik mellem ni og 12 års fængsel.

Samme dag blev en ny arrestordre udstedt på Puigdemont. En lignende ordre blev droppet af Spaniens højesteret tilbage i 2018.

Mandagens domme førte hurtigt til uro i den catalanske hovedstad, Barcelona, hvor demonstranter og politi er endt i voldelige sammenstød.

Separatister har opfordret til generalstrejke og store demonstrationer fredag.

Opdateres.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her