Demonstrationer fortsætter fredag i Barcelona, hvor protesterne betyder, at det ikoniske kirkebyggeri La Sagrada Familia må lukke.
Det oplyser en kilde fra myndighederne til nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge La Sagrada Familias officielle twitterkonto har en gruppe demonstranter stået foran indgangen, og man kan derfor ikke komme ind i kirken, som omkring 4,5 millioner mennesker besøger hvert år.
Dertil kommer, at 20 millioner årligt besøger området for at få et kig på det spektakulære bygningsværk udefra.
Demonstrationerne foregår fredag for femte dag i træk, og aktivister har blokeret flere veje i den nordøstlige region, som afskærer den store motorvej mod Frankrig. Desuden strejker arbejdere.
Der har de seneste dage været stor uro i Spanien som følge af en række fængselsdomme til tidligere separatistledere.
Dommene faldt ved Spaniens højesteret mandag. Blandt de dømte var den tidligere catalanske vicepræsident Oriol Junqueras, der fik 13 års fængsel. Otte andre tidligere separatistledere fik mellem ni og 12 års fængsel.
Samme dag blev en ny arrestordre udstedt på den catalanske ekspræsident Carles Puigdemont. En lignende ordre blev droppet af Spaniens højesteret tilbage i 2018.
Fredag har Puigdemont overgivet sig til myndighederne i Belgien, men han afviser at lade sig udlevere til Spanien.
ritzau
fortsæt med at læse




























