Tyskland vil med øjeblikkelig virkning begynde at trække nogle af sine soldater midlertidigt ud af Irak. Det oplyser regeringen i et brev til det tyske parlament, Forbundsdagen, ifølge det tyske nyhedsbureau DPA og det tyske magasin Der Spiegel.
Det sker som en reaktion på den krise, der blev udløst, da en amerikansk drone natten til fredag dræbte en af Irans topgeneraler, Qassem Suleimani, og en af lederne af en vigtig irakisk milits, Kataib Hizbollah, ved Bagdad Lufthavn.
Drabene har skabt voldsomme protester i Irak og udløst bekymring for sikkerheden for de vestlige soldater i Irak, herunder bl.a. tyske og danske, der træner irakisk militær.
Ekspert: Frygt for soldaters liv stopper Nato i IrakTyskland har omtrent 120 soldater spredt over flere steder i Irak, men det er ikke alle disse soldater, der er omfattet.
Brevet kommer, efter at der de seneste dage har været megen røre om de vestlige soldater i Irak.
Amerikansk fejl skabte uro
Især skabte det forvirring, at der mandag blev offentliggjort et brev, hvori den øverstkommanderende for de amerikanske styrker meddelte Irak, at man vil trække de amerikanske soldater ud af landet. USA har med 5.200 soldater langt den største vestlige styrke i Irak.
Men brevet var en fejl, meddelte USA senere på dagen mandag. USA’s forsvarsminister, Mark Esper, understregede, at der ikke er taget nogen beslutning om at forlade Irak.
»Det var en fejl, en ærgerlig fejl, en kladde til et usigneret brev, fordi vi flytter styrker rundt«, forklarede Mark Milley, stabschef for USA’s væbnede styrker, til journalister ifølge AFP og Reuters.
Amerikansk brev om tilbagetrækning i Irak var en fejlDen tyske beslutning om tilbagetrækning betyder, at de tyske soldater, der er på militærbaser i hovedstaden, Bagdad, og Taji 20 kilometer nord for Bagdad, vil blive rykket til nabolandene Jordan og Kuwait.
Ifølge nyhedsbureauet DPA er der 27 tyske soldater i Taji og 3 tyske medarbejdere på Nato’s Irak-hovedkvarter i Bagdad, som Nato har besluttet at rykke midlertidigt til Kuwait.
Der kan dog være andre tyskere, der også evakueres. Der Spiegel erfarer, at i alt 32 soldater allerede natten til tirsdag blev fløjet ud af landet til Jordan fra Taji-basen, mens de 3 fra Bagdad blev fløjet til Kuwait sammen med amerikanske kolleger fra Nato’s hovedkvarter.
Tyskland: Pas på panikbeslutninger
I brevet til udvalgsformænd i Forbundsdagen skriver forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer og udenrigsminister Heiko Maas, at man ikke har opgivet træningsmissionen, og at man nu afventer beslutninger fra Iraks parlament.
»Selvfølgelig vil vi respektere enhver beslutning truffet af den irakiske regering«, skriver de ifølge Der Spiegel.
»Vi er grundlæggende parat til at videreføre vores støtte i en internationalt koordineret ramme, hvis dette er ønsket af Irak, og situationen tillader det«.
De to ministre tilfører, at hvis det besluttes at genoptage træningen, vil de tyske soldater kunne blive sendt tilbage.
Udenrigsminister Heiko Maas siger til den tyske tv-kanal ZDF, at det er vigtigt ikke at træffe forhastede beslutninger om total opgivelse af missionen.
»Vi er bekymrede. Hvis de internationale tropper nu trækkes meget hurtigt ud af Irak, vil det være afslutningen af kampen mod Islamisk Stat. IS kan måske genrejse sig, og det vil føre til større ustabilitet i Irak. Det kan ingen være interesserede i«, siger han til ZDF ifølge Der Spiegel.
fortsæt med at læse




























