Præsident Donald Trumps beslutning om at dræbe den amerikanske general Qassim Suleimani ryster ikke bare Mellemøsten, men også præsidentvalgkampen i USA, hvor demokraterne varmer op til at finde deres modkandidat til Trump, når de første primærvalg går i gang om mindre end en måned.
I aftes amerikansk tid – mens Irans angreb på amerikanske styrker stadig var en frisk nyhed – holdt de demokratiske topkandidater sig tilbage fra hårde angreb på præsident Trump i den nationale krisesituation. Som en af de førende kandidater, Pete Buttigieg, der selv er krigsveteran fra Afghanistan, skrev på Twitter:
»I aften er amerikanere i Irak under angreb. Mine bønner er med dem, deres kære og deres familier«.
Men blot få timer før holdt den pt. førende demokratiske kandidat, tidligere vicepræsident Joe Biden, en længere udenrigspolitisk tale i New York, hvor han lammetævede Donald Trumps udenrigspolitik for at være hyklerisk: Trump gik – og går – til valg på at holde USA ude af internationale konflikter og trække amerikanske tropper hjem, påpegede Biden. Men i virkeligheden driver han USA ud på kanten af en ny krig i Mellemøsten med sin utilregnelighed og aggressivitet.
»Hr. præsident, du er nødt til at forklare din beslutning og strategi til det amerikanske folk. Det er dit job som præsident«, sagde Joe Biden og påpegede desuden ifølge New York Times, at beslutningen om at udradere general Suleimani »meget vel kan have gjort mere for at styrke Irans position i regionen, end nogen af Suleimanis planer nogensinde ville have kunnet opnå«.
En stor del af Joe Bidens kampagne for at blive demokraternes præsidentkandidat slår netop på hans lange erfaring som vicepræsident under Barack Obama, hvor han har været vant til at håndtere udenrigspolitiske kriser.
Efter angrebene på de amerikanske baser i Irak i aftes begrænsede Joe Biden sig dog til et kort tweet, hvor han erklærede, at han ville vente med at kommentere yderligere, indtil der foreligger mere viden om angrebene – og at han og hans hustru ville bede for de amerikanske tropper.
Mere død, mere konflikt
Også den demokratiske kandidat Bernie Sanders, som for tiden er på en optur i meningsmålingerne før primærvalgene, langede tirsdag ud efter Trumps påståede hykleri. Under mottoet ’Ingen krig mod Irak’ udsendte han en videotale på Twitter, stort set samtidig med, at nyheden om Irans angreb breakede.
»Trump lovede at ende endeløse krige. Tragisk nok driver hans handlinger os nu på vej mod endnu en krig, potentielt én, der kan blive endnu værre end før. En ny krig mod Iran kan koste tusinder af liv, billioner af flere dollars og føre til mere død, mere konflikt og mere fordrivelse i en region, der allerede er i en sårbar situation«, sagde Bernie Sanders.
Og en anden af de førende demokratiske kandidater, Elizabeth Warren, erklærede tidligere tirsdag i et interview på tv-kanalen ABC News:
Trump lovede at ende endeløse krige. Tragisk nok driver hans handlinger os nu på vej mod endnu en krig
»Den amerikanske præsidents job er at gøre USA sikrere. Men at have dræbt Suleimani gør ikke Amerika sikrere. Se, hvor vi står lige nu. Vi har været nødt til at trække borgere, civile, ud af hele regionen, fordi vi frygter for deres sikkerhed. Vi har en præsident, som tweeter trusler om krigsforbrydelser«, sagde Elizabeth Warren med henvisning til, at Donald Trump har truet med at bombe kulturarv i Irak, hvilket er i strid med Genève-konventionen. En melding, Trumps egen forsvarsminister Mark Esper dog afviste kunne blive til virkelighed ved en pressekonference tirsdag.
Et gennemgående krav fra de demokratiske kandidater har været, at Trump skylder det amerikanske folk en forklaring på, hvad den konkrete trussel mod USA var, som retfærdigjorde drabet på general Qassim Suleimani. Og ikke mindst, hvad den langsigtede strategi bag aktionen er.
Den forklaring – og hvad Trump vil svare på de irakiske angreb – må amerikanerne vente på. Trump skriver i et tweet, at han først vil tale onsdag morgen amerikansk tid. En melding, der af kommentatorer bliver udlagt som, at Trump vil prøve at neddysse krisen, hvilket han formentlig lettere kan gøre, fordi der tirsdag aften ikke var meldinger om, at de iranske angreb på baser i Irak har kostet nogen amerikanske soldater livet.
fortsæt med at læse




























