Lektor: Iransk skyld i flystyrt forværrer ikke USA-konflikt

176 passagerer og besætningsmedlemmer omkom, da et ukrainsk passagerfly styrtede ned - ifølge Canadas premierminister, fordi iranerne skød det ned.  Foto: Akbar Tavakoli/Ritzau Scanpix
176 passagerer og besætningsmedlemmer omkom, da et ukrainsk passagerfly styrtede ned - ifølge Canadas premierminister, fordi iranerne skød det ned. Foto: Akbar Tavakoli/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det kommer hverken til at forværre eller deeskalere konflikten mellem USA og Iran, at Iran formodentlig har skudt et ukrainsk fly ned med 176 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.

Det vurderer Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet.

»Iran kan ikke på grund af et uheld, det selv har begået, begynde at angribe andre. Derfor tror jeg ikke, at det får nogen konsekvenser for konflikten«.

»Det forstærker nok iranerne i troen på, at Mellemøsten er et bedre sted uden amerikanerne, og de ikke føler sig truet«, siger han.

Passagerflyet styrtede natten til onsdag ned, og Canadas premierminister, Justin Trudeau, siger torsdag aften på et pressemøde, at efterretninger viser, at iranerne stod bag nedskydningen. Det kan have været et uheld, siger Trudeau.

Flyet styrtede nær Irans hovedstad, Teheran, og samtlige om bord omkom. 82 iranere, 63 canadiere, 11 ukrainere, ti svenskere, fire afghanere, tre tyskere og tre briter døde således.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her