Flere personer er anholdt i Iran for deres rolle i nedskydningen af et ukrainsk fly, oplyser Irans retsvæsen.

Flere anholdt i Iran efter nedskydning af fly

176 mennesker omkom, heraf 82 iranere, da det ukrainske passagerfly ved en fejl blev forvekslet med et amerikansk militærfly og skudt ned af Irans militær. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix
176 mennesker omkom, heraf 82 iranere, da det ukrainske passagerfly ved en fejl blev forvekslet med et amerikansk militærfly og skudt ned af Irans militær. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det skal undersøges grundigt, hvad der skete, da et ukrainsk fly i sidste uge ved en fejl blev skudt ned af iranske styrker.

Sådan lyder det tirsdag fra den iranske præsident, Hassan Rouhani.

Han tilføjer, at fejlen var »utilgivelig«, og at alle ansvarlige vil blive straffet. Han siger også, at der ikke kun kan være tale om én ansvarlig.

Samtidig påtager præsidenten sig ansvaret.

»Den iranske regering er ansvarlig over for både iranere og internationale passagerer, der døde i flystyrtet«, siger Rouhani.

Iran: Det var en fejl

176 personer mistede livet, da et fly fra Ukraine International Airlines blev skudt ned kort efter afgang fra en lufthavn ved Irans hovedstad, Teheran.

En talsmand for Irans retsvæsen, Gholamhossein Esmaili, siger, at flere personer er blevet anholdt for deres rolle i nedskydningen.

Lørdag erkendte Irans militær, at det kom til at skyde flyet ned ved en fejl

»Det er et godt første skridt, at de iranske styrker har indrømmet deres fejl. Vi bliver nødt til at forsikre folket om, at det ikke vil ske igen«, siger Rouhani.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her