Amerikansk militærfly er styrtet ned i Afghanistan

Afghansk militær på vej mod stedet, hvor flyet styrtede ned.  Foto: Mustafa Andaleb/Ritzau Scanpix
Afghansk militær på vej mod stedet, hvor flyet styrtede ned. Foto: Mustafa Andaleb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et mindre amerikansk militærfly, der blev brugt til kommunikationsopgaver, er mandag styrtet ned i den østlige Ghazni-provins Afghanistan.

Det bekræfter det amerikanske forsvarsministerium mandag aften dansk tid.

»Årsagen til flystyrtet bliver fortsat undersøgt, men der er intet, der tyder på, at det er skudt ned af fjendtlig ild«, siger Sonny Leggett, der er talsmand for USA's militær, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han oplyser intet om omkomne i styrtet.

Den militante organisation Taleban oplyste mandag eftermiddag, at en række amerikanske militærfolk er døde i styrtet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Den oplysning er dog ikke bekræftet fra amerikansk side.

Taleban hævder at have skudt flyet ned

Reuters skriver, at Taleban hævder at have skudt flyet ned. AFP nævner til gengæld ikke, at gruppen har taget skylden for det.

Zabiullah Mujahid, der er talsmand ved Taliban, siger, at 'mange' amerikanske militærfolk døde i flystyrtet. Det skriver nyhedsbureauet AP.

AP tilføjer, at Taliban ofte overdriver dødstal.

I udmeldingen fra Taliban mandag eftermiddag lød det:

»Et fly med amerikanske besættere er styrtet ned i Ghazni-provinsen«.

Taliban tilføjede, at alle ombordværende mistede livet.

Store dele af de landlige områder i Ghazni-provinsen kontrolleres af Taleban. Det gør det svært for offentlige myndigheder at få adgang til området.

En unavngiven amerikansk kilde siger, at der var under ti personer på flyet.

En talsmand for regeringen i den afghanske provins, Arif Noori, siger til amerikanske CBS News, at der er fundet to omkomne piloter i flyet. Han kommer dog ikke nærmere ind på det præcise dødstal.

Talsmanden siger, at flyet skal have fløjet mellem den sydlige by Kandahar og Afghanistans hovedstad, Kabul, cirka 500 kilometer mod nordøst.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her