Omkring midnat ankom de først cirka 200 patienter til et nyt, interimistisk hospital i udkanten af Madrid.
På grund af en voldsom stigning af antal smittede med coronavirus i Spanien, og i særdeleshed i landets hovedstad, er hospitalerne ved at knække under byrden.
Derfor er der som forsøg på en løsning blevet oprettet et nødhospital i en række messehaller i udkanten af Madrid i Spanien, der til hverdag huser alt fra messer om robotteknologi til store koncerter.
Ifølge den spanske avis El País har hospitalet plads til 1.396 patienter. Sengene, hvoraf de 1.300 ikke er hospitalssenge, men helt konventionelle senge, som dem man køber i boligvareforretningerne, står side om side i de store haller.
Ideen er, at de mindst syge patienter skal tilses i nødhospitalet for at lette trykket på Madrids stærkt overbelastede sygehuse, hvor personalet lige nu kæmper med mangel på udstyr, og et stadigt stigende antal kritisk syge.
»Det er et overvældende arbejde, udmattende, du er iført kittel, mundbind og hue, du mangler ilt og brillerne dugger. Jeg har aldrig oplevet noget i nærheden af det her. Det er titanisk. Jeg ville ønske, det var en film, for at se slutningen«, siger María Antonia Estecha, oversygeplejerske på intensivafdelingen på Virgen de la Victoria de Málaga-hospitalet i Madrid.
Ifølge de seneste tal er 1.720 mennesker ifølge flere nyhedsbureauer døde af Covid-19 epidemien i Spanien, af dem er de 804 registreret i Madrid. Lørdag var dødstallet 1.326. Over den seneste måned er tallet af registrerede smittede i Spanien steget eksplosivt fra et dusin til omkring 25.000. Fra omkring midten af marts og frem til nu bliver kurven bare mere stejl. Halvdelen af dem er i Madrid. Det skriver avisen ABC.
Nu kom der nye tal. 28.572 smittede, skriver El País. Det ændrer sig snart igen.
Akutmodtagelse i telt
Ifølge El País har intensivafdelingerne i Madrid dobbelt så mange patienter, som de har kapacitet til. Der er ikke noget, der tyder på, at kurven er ved at knække. La Paz-hospitalet i Madrid har udvidet sin akutmodtagelse med et telt foran hospitalet.
»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er meget voldsomt at arbejde på en intensivafdeling, men lige nu har vi ikke mere kapacitet. Der er ikke engang tid til at gå ud at tisse«, siger en læge til El País.
»Der er ingen, der gør sig forestillinger om elendigheden«, siger en anden anonym ansat på en intensivafdeling i Madrid til El País.
På plejehjemmet Monte Hermoso – det smukke bjerg – er mindst 25 ældre døde efter at være blevet smittet med coronavirus. Indtil nu. Ifølge The Guardian antages det, at mindst 50 ældre i Spanien er døde efter at være blevet smittet i deres ældreboliger.
Bedemændene i Madrid kan ikke længere følge med.
Der er indtil nu tre dages ventetid på at få besøg, skriver El País.
I messecenteret i Madrids udkant gør myndighederne klar til at øge kapaciteten ved at inddrage flere haller. Først til 3.000 senge. Siden til 5.000, hvis det bliver nødvendigt, og hvis det er muligt at skaffe plejepersonale nok.
fortsæt med at læse




























