Fauci: Samlet nedlukning sætter Europa foran USA i pandemien

 En 54-årig mand, Oscar Marquez, går med det amerikanske flag foran et begravelseshjem, hvor en container til de døde er opstillet, i Hialeah nær Miami. Florida er en af de stater, der har mange smittede og døde af covid-19.  Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
En 54-årig mand, Oscar Marquez, går med det amerikanske flag foran et begravelseshjem, hvor en container til de døde er opstillet, i Hialeah nær Miami. Florida er en af de stater, der har mange smittede og døde af covid-19. Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA's delstater er gået vidt forskelligt til værks i kampen mod coronavirus, mens de europæiske lande generelt har lukket tidligt ned for samfundene.

Det kan være forklaringen på, hvorfor Europa indtil videre har klaret sig bedre igennem coronapandemien end USA.

Det siger den amerikanske regerings øverste sundhedsrådgiver, Anthony Fauci, fredag ved en kongreshøring, skriver CNN.

»Når man ser på, hvad vi gjorde, selv om vi lukkede ned, og selv om det skabte en del besvær, så lukkede vi funktionelt kun omkring 50 procent af landet ned«, siger Anthony Fauci ifølge CNN.

»Der er nogle delstater, der har klaret sig godt, og nogle, der ikke har. Jeg tror, at der var så forskellige reaktioner i de enkelte stater her i landet, at vi ikke havde et samlet svar«, siger Fauci.

Det Hvide Hus: Videnskab bør ikke stå i vejen for genåbning af skoler

USA har siden pandemiens start registreret mere end 4,5 millioner smittetilfælde og 153.138 coronarelaterede dødsfald, viser tal fra Johns Hopkins University.

Rekordstor global stigning i nye tilfælde af smittede

Efter et fald i foråret i antallet af nye smittede har landet de seneste mange uger registreret over 50.000 nye tilfælde af coronavirus om dagen. Enkelte dage er tallet steget til over 70.000.

Den amerikanske sundhedsmyndighed CDC har fredag offentliggjort en prognose, der anslår, at antallet af døde med coronavirus når op på 173.270 den 22. august.

Konflikten mellem Fauci og Trump vokser - dansk forsker ser »alvorlige problemer« i USA's håndtering af coronakrisen

Fredag meldte Verdenssundhedsorganisationen, WHO, om en rekordstor global stigning i nye tilfælde af smittede med covid-19. Stigningen lød på 292.527 nye smittede.

Den største stigning skete i USA, Brasilien, Indien og Sydafrika.

Globalt har over 677.000 coronapatienter mistet livet med yderligere 6812 dødsfald fredag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her