Guvernøren i den amerikanske delstat Ohio, Mike DeWine, er blevet testet positiv for covid-19. Det sker op til et planlagt møde med præsident Donald Trump på en vaskemaskinefabrik i byen Cleveland.
Det oplyser den republikanske guvernør torsdag på Twitter.
Mike DeWine skriver, at han blev testet positiv i forbindelse med en sikkerhedsscreening inden mødet.
Han oplyser, at han på nuværende tidspunkt ikke har nogen symptomer, men at han de næste 14 dage går i karantæne i sit hjem i Columbus, Ohio.
Ohios viceguvernør, Jon Husted, tog også en test op til mødet med præsidenten, men den var negativ.
Det Hvide Hus' stabschef, Mark Meadows, siger, at der nu bliver arbejdet på alternative løsninger i forhold til at byde Trump velkommen i Cleveland.
Men der vil ikke komme større ændringer af præsidentens program i Ohio, oplyser han.
»Præsidenten ønsker guvernør DeWine god bedring og roser ham for hans arbejde i den fantastiske stat Ohio«, siger Judd Deere, der er talsmand for Det Hvide Hus.
ritzau
fortsæt med at læse
Fauci: USA har millionvis af vacciner klar i starten af 2021
-
Europakorrespondent: Coronaegoisternes kampagner mod nødvendige regler er farlige, for den nye bølge truer
-
Trumps opsigtsvækkende tv-interview ligner en katastrofe, men læser man præsidentens egen bestseller, forstår man bedre, hvad han har gang i
-
Fauci: Samlet nedlukning sætter Europa foran USA i pandemien




























