Parit Chiwarak er en af de personer, som den thailandske militærregering allermest ønsker at lukke munden på. Han er 22 år, bor i Bangkok og læser statskundskab.
Hans helligbrøde består i, at han er leder af studenterorganisationen på sit universitet og en af de absolut førende kræfter i de demonstrationer vendt mod militærregeringen og den thailandske konge, som den seneste tid har fundet sted næsten dagligt i Bangkok og andre byer. Demonstrationerne er så omfattende, at de nu truer med at kaste Thailand ud i kaos og måske også vold, men det får ikke Parit Chiwarak til at skrue ned for den ild, der brænder inde i ham. Snarere tværtimod.
»Hvis ikke vi råber op nu, får vi aldrig forandring«, siger han.
De unge kræver demokrati og generalerne ud af regeringskontorerne og derudover en indskrænkning af kongens magt. Særligt det sidste er i thailandsk sammenhæng mere end revolutionerende. Det er et jordskælv i den højeste ende af Richter-skalaen, hvilket også har fået militærregeringen til at reagere.
