En uge efter branden i Moria-lejren tøver mange af flygtningene på Lesbos stadig med at rykke ind i en ’kontrolleret’ nødlejr. De frygter at blive glemt og aldrig slippe ud igen.

»Min mor hjalp mig med at sætte benet på. Og så skyndte vi os ellers af sted«

Da Rezaarab var 10 år i Afghanistan, kastede Taleban en håndgranat ind ad hans vindue. Det kostede ham et ben og en arm. Nu er han 13 og en af dem, branden i Moria-lejren gjorde hjemløs. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Da Rezaarab var 10 år i Afghanistan, kastede Taleban en håndgranat ind ad hans vindue. Det kostede ham et ben og en arm. Nu er han 13 og en af dem, branden i Moria-lejren gjorde hjemløs. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvad siger man til Rezaarab? Jeg aner det virkelig ikke. Han sidder der på sit tæppe på asfalten og er ved at montere sit kunstige ben. En sød og lidt sky dreng på 13 år, som pludselig er blevet en af hovedpersonerne i endnu et europæisk slagsmål om, hvordan man skal behandle mennesker på flugt.

Siden Moria-lejren brændte ned for en uge siden, har Rezaarab og hans familie sovet på en parkeringsplads i udkanten af Mytilini på den græske ø Lesbos. Hvad skal der mon nu ske?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her