Det er ikke mere end et år siden, at Etiopiens ministerpræsident, Abiy Ahmed, vandt international anerkendelse for sin rolle som fredsmægler og modtog Nobels Fredspris efter at have gennemført demokratiske reformer og underskrevet en fredsaftale med nabolandet Eritrea.
Onsdag i denne uge var stilen en ganske anden. Abiy Ahmed meddelte, at man har iværksat en omfattende militær offensiv i en af landets egne regioner, og udsendte en krigserklæring, der har sendt chokbølger gennem hele området omkring Afrikas Horn. Man frygter nu, at en borgerkrig truer med at bryde ud i Etiopien, der har den næststørste befolkning i Afrika.


























